Kapitel
1.
Danmarks
historie
INDLEDNING
Det danske samfund har rødder, der rækker
langt tilbage i tiden. Danmarks
historie er vigtig at kende for at forstå det
danske samfund, som det ser ud i dag.
Velfærdssamfundet, det politiske system,
økonomien, kulturen og hverdagslivet
er alle resultater af en lang historisk
udvikling.
Danmark har i størstedelen af sin historie
været en magtfaktor i Norden og
omkring Østersøen og har bestået af mange
forskellige befolkningsgrupper,
men er gradvist blevet reduceret til en
småstat med en forholdsvis ensartet
befolkning.
Den danske stat har eksisteret som selvstændig
stat uden afbrydelser i over
1.000 år, og det er ret enestående set i et
internationalt perspektiv. Danmark
har gennem sin lange historie haft flere
forskellige styreformer. Selv om alle
styreformer har haft monarkiet som statsform,
har kongemagten spillet meget
forskellige roller gennem tiden.
I dag er kongen eller dronningen stadig
formelt landets statsoverhoved, men det
er de folkevalgte politikere, der har den politiske magt i Danmark.
I dette kapitel gives et overblik over nogle
af de historiske begivenheder og
epoker, der har haft stor betydning for
Danmarks udvikling frem til i dag. Det er
ikke en fuldstændig og udtømmende
Danmarkshistorie. Formålet er at beskrive
de historiske hovedtræk og tendenser, der har
sammenhæng med de fire
centrale temaer, der gennemgås i de
efterfølgende kapitler:
• Det danske demokrati
• Den danske økonomi
• Danmark og omverdenen
• Dansk kulturliv
Når der i lærematerialet efter en person er
angivet årstal i parentes, angiver
det for konger eller dronninger deres
regeringstid, mens årstallene for andre
personer angiver deres levetid. Som eksempler
kan nævnes Frederik den
3. (1648-70), der regerede fra 1648 til 1670 og Karen Blixen
(1885-1962), der
levede fra 1885 til 1962.
VIKINGETID (ca. 750-1050)
I vikingetiden blev Danmark samlet under én
konge, og magten
i landet begyndte at blive centraliseret.
Vikingerne sejlede på
togter ud i Europa, hvor de handlede,
plyndrede og slog sig ned.
Det var også i denne periode, at de fleste
danskere blev kristne.
DET DANSKE RIGE TAGER FORM
Vikingerne beskrives ofte som brutale krigere,
og det var nogle af dem også.
Men i virkeligheden var langt de fleste i
vikingetiden bønder, der dyrkede jorden
og holdt dyr, eller de var handelsmænd, der
havde kontakt med andre folkeslag.
Den første kendte konge, Angantyr, samlede allerede omkring år
700 en del af
det område, der senere blev til Danmark.
Selve ordet ”Danmark” kendes fra slutningen af
800-tallet. ”Dan” kommer af
”daner” og betegner det folkeslag, som boede i
det danske område. ”Mark”
betyder ”grænseområde”. Danmark var altså
”danernes grænseområde”. Første
gang, man ser navnet Danmark brugt inden for
landets grænser, er på en såkaldt
runesten fra cirka år 955 rejst af kong Gorm
den Gamle. Ordet runesten kommer
af, at teksten på stenen er skrevet med runer,
som var vikingetidens skrifttegn.
Gorm den Gamles søn, Harald Blåtand, regnes
som den første konge, der regerede
hele Danmark, og han var også konge over dele
af Norge. Harald Blåtand rejste
også en runesten omkring år 965. Stenene står
i dag i byen Jelling i Jylland.
For at sikre sit rige mod fjender opførte
Harald Blåtand omkring år 980 en række
ringborge i forskellige dele af landet. Disse
militære anlæg var i datidens målestok
store byggearbejder. De fortæller os derfor
også, at den danske konge på dette tidspunkt havde magt til at indkræve forholdsvis
mange skatter og skaffe store mængder arbejdskraft - og dermed at Danmark var
ét rige samlet under én centralmagt.
VIKINGERNES KONTAKT MED OMVERDENEN
Vikingerne havde meget kontakt med udlandet.
Udviklingen af vikingeskibene
gjorde det muligt at rejse langt for at handle
og bosætte sig. Vikingeskibene var
nemlig både mere solide og smidige end
tidligere tiders skibe. De kunne derfor
sejle på havet også under vanskelige forhold,
komme hurtigt frem og også sejle
op ad floder for eksempel til byer, der ikke
lå ved havet. Vikingerne handlede
med resten af Europa og havde også kontakt med
de arabiske lande. Men ikke
alt var fredelig samhandel. I 800-tallet tog
danske vikinger også på togter blandt
andet til England og Frankrig og så langt væk
som til Konstantinopel (Istanbul).
På disse togter udplyndrede de klostre og byer
og krævede skat af de lokale.
Under deres togter erobrede vikingerne også
store landområder. Nogle vikinger bosatte sig i de områder, som de erobrede,
for eksempel i Normandiet i Frankrig.
Den danske konge
Svend Tveskæg(987-1014) erobrede England, som han blev konge af i 1013. Hans
søn Knud den Store (1018-35) var også konge af England, og herskede over Norge
på det tidspunkt, hvor vikingeriget var størst. Det
store rige faldt dog hurtigt fra hinanden igen. Men vikingernes tilstedeværelse
I England har sat varige spor. Blandt andet fordi den engelske befolkning optog
mange ord fra vikingernes sprog ”oldnordisk”, som er forløberen til nutidigt
dansk. Moderne
engelsk skønnes at indeholde et par hundrede
ord fra oldnordisk.
Det gælder for eksempel egg (æg), window
(vindue), knife (kniv), law,(lov), sell (sælge).
ASATRO
I det danske område dyrkede indbyggerne en
nordisk religion, der kaldes asatro.
Det betyder troen på aserne, der var guder.
I følge asatroen var
verden delt i tre: Asgård, Midgård og Udgård.
Guderne boede i
Asgård. Derfra kunne man gå over regnbuen Bifrost og komme
til Midgård, hvor
menneskene boede. Længst væk - adskilt fra Midgård af et højt
hegn - lå Udgård,
hvor gudernes fjender ”jætterne” (onde kæmper) og deres
konge Udgårds-Loke,
boede.
Centralt i asatroen
er det såkaldte ”Ragnarok”, som er forestillingen om, at
verden en dag vil gå
under (blive ødelagt).
Gudernes konge hed
Odin. Han er ofte beskrevet som en ældre mand med kun ét øje og to ravne
siddende på skuldrene. Blandt de andre guder i den nordiske mytologi kan nævnes
Freja, der var gudinde for frugtbarhed, og torden- og krigsguden Thor, der
kørte hen over himlen med sin vogn, hvilket ifølge myten var det, man kunne
høre, når det tordnede.
Mange gudenavne fra
den nordiske mytologi lever videre i det danske sprog, for eksempel i
ugedagenes navne. Onsdag kommer af Odin, torsdag af Thor. Også mange stednavne
har rødder i mytologien. Det gælder for eksempel Odense. Navnet Odense kommer
af ”Odins vi”, der betyder Odins helligdom. Tórshavn, som er den største by på
Færøerne, er naturligvis Thorshavn.
I vikingetiden kom kristendommen til landet og
erstattede langsomt asatroen. Den tyske missionær Ansgar byggede i midten af
800-tallet kirker i Hedeby og Ribe, og i cirka 965 blev Harald Blåtand døbt. På
den runesten, han rejste ved Jelling, står der, at kong Harald vandt sig hele
Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Harald Blåtands Jellingsten kaldes
derfor ofte for Danmarks dåbsattest.
MIDDELALDER (ca. 1050-1500)
I middelalderen kæmpede kongen, kirken og
adelen ofte mod hinanden om magten. Kongemagt og kirke kom dog med tiden til at
hænge tættere sammen. Ud over denne udvikling i styreform var middelalderen
også en periode med vigtige nyskabelser som Jyske Lov og Danmarkshistoriens
værste pestepidemi (Den Sorte Død). Desuden blev hele Norden samlet i én union,
Kalmarunionen.
MAGTKAMP MELLEM KONGE, ADEL OG KIRKE
Efter Knud den Stores død i 1035 fulgte en ustabil periode. En række danske konger blev myrdet, og det gjorde kongemagten
svagere. For eksempel blev Knud den Hellige
dræbt i Sankt Albani Kirke i Odense iKirke i
Odense i 1086 af stormænd, der var de rigeste mænd i landet. Stormændene var
utilfredse med, at de skulle betale bøder til kongen, hvis de ikke deltog i
militærtjeneste. Mordet på kongen gjorde det klart, at kongerne for fremtiden
kun kunne regere, hvis de lavede aftaler med stormændene. Disse aftaler
udviklede sig til egentlige kontrakter om, hvordan magten skulle fordeles
mellem kongen og stormændene. Disse kontrakter kaldtes håndfæstninger. Den
sidste håndfæstning blev underskrevet af Frederik den 3. i 1648. Den blev siden
hen annulleret i forbindelse med indførelsen af det enevældige arvekongedømme i
1660-61.
De første mere end 100 år efter, at Harald
Blåtand var blevet døbt som kristen, var kristendommen i Danmark underlagt
ærkebiskoppen i Hamborg-Bremen i Tyskland, som de tyske kejsere havde stor
indflydelse på. Dette svækkede den danske konge og dermed Danmarks
selvstændighed. Men i løbet af 1000-tallet opstod en selvstændig dansk kirke.
Den var inddelt i otte stifter, det vil sige geografiske områder, der var
administreret af kirken med en biskop som øverste leder.
I 1103 fik Lund i Skåne, som indtil 1658 var en del af Danmark,
sin egen ærkebiskop
med hele Norden under sig. Norden blev dermed et selvstændigt
kirkeligt område
som en del af den katolske kirke og direkte under paven i Rom -
uafhængigt af den
tyske kejsers magt.
Nogle hundrede år efter, at kristendommen blev indført, havde
kirken fået stor magt.
Kirken blev en vigtig del af ethvert menneskes hverdag.
Befolkningen skulle
betale skat til kirken, som hed ”tiende”, fordi den skulle udgøre
en tiendedel af
høsten eller anden produktion. Kirken bestemte i høj grad, hvad
man måtte tro
på, hvordan man skulle leve, hvad der var rigtige og forkerte
(syndige) gerninger.
Centrum for troen var byens eller landsbyens kirke, og omkring
1250 var der
blevet bygget op mod 3.000 kirker i Danmark. Man kom blandt
andet i kirken for
at bede til Gud eller få tilgivelse af præsten, hvis man i
kirkens øjne havde gjort
noget forkert (syndet). Tilgivelse for synd kunne ofte fås ved
at betale penge til
kirken (aflad). Og kirkens messe (gudstjeneste) hver søndag
skabte forsoning
mellem Gud og mennesker.
Der blev også bygget klostre, hvor munke og nonner kunne leve
det perfekte
kristne liv. Kirken kom hurtigt til at eje store jordområder i
Danmark, og den
katolske kirke var en international organisation med stor
indflydelse i Europa.
Middelalderens danske konger måtte derfor sørge for, at kirken
var på deres side.
Fra midten af 1100-tallet til midten af 1200-tallet fik
kongemagten fornyet
styrke. At kongemagten var stærk kan blandt andet ses i en
række love, der blev
lavet på denne tid, hvoraf Jyske Lov fra 1241 er den mest
kendte.
Det var nemlig nu kongen, der lavede lovene. At der kom love
var vigtigt for
det danske retssamfund i middelalderen. Tidligere havde
slægterne hævnet sig
på hinanden, hvis der var begået forbrydelser. Jyske Lov tog
afstand fra denne
form for hævn. Loven ophævede også store dele af den såkaldte
sædvaneret,
der byggede på uskrevne regler.
Sætningen ”Med lov skal man land bygge” stammer fra
indledningen til Jyske
Lov. Loven gjaldt først kun i Jylland, men store dele af den
blev senere skrevet
ind i Danske Lov fra 1683, den første fælles lov for hele
Danmark.
Danske konger gennemførte især i 1200-tallet adskillige
korstog, det vil sige
militære aktioner, i området omkring Østersøen, for at omvende
de hedenske,
det vil her sige ikke-kristne, befolkninger til kristendommen.
Et af de mest
kendte korstog gik i 1219 til Estland. Det fortælles, at
Dannebrog under et slag
ved Tallinn faldt ned fra himlen og sikrede, at danskerne vandt
slaget.
PEST, GENOPBYGNING OG KALMARUNION
I første halvdel af 1300-tallet var Danmark præget af
splittelse og borgerkrig.
Det lykkedes kong Valdemar Atterdag (1340-75) at samle det
danske rige igen og
genopbygge den danske statsmagt. I Valdemar Atterdags
regeringstid hærgede
pesten, der blev kaldt Den Sorte Død.
Pesten ramte Danmark og resten af Europa omkring 1350 og slog
op mod halv-
delen af befolkningen ihjel. Tragedien styrkede dog kongens
magt. Han inddrog
nemlig meget af den jord, der havde tilhørt dem, som døde af
pesten. Efter
Valdemar Atterdags død i 1375 blev det hans datter, Margrete
(den 1.), der fik
magten i landet. Det lykkedes også Margrete at blive regent i
Norge, som dengang
også omfattede Færøerne, Island og dele af Grønland. Og i 1397
samlede hun
Danmark, Norge og Sverige i en union med Danmark som den
dominerende
magt. Denne union blev kaldt Kalmar unionen, fordi
unionstraktaten blev under-
skrevet i den svenske by, Kalmar. Kalmarunionen blev endeligt
opløst i 1523, hvor Sverige rev sig løs for altid. Norge forblev i union med
Danmark indtil 1814.
REFORMATION, SVENSKEKRIGE OG ENEVÆLDENS INDFØRELSE
(ca. 1500-1700)
Med reformationen i 1536 blev protestantismen indført i
Danmark. Det betød samtidig, at kongens magt blev meget
større. Kirken, det vil sige det kristne trossamfund, blev lagt
ind under kongen i stedet for at være under paven, og kongen
overtog kirkens ejendom.
REFORMATIONEN
I middelalderen var den danske kirke en del af den katolske
kirke, som hørte direkte
under paven i Rom. Kirken i Danmark var derfor relativt
uafhængig af kongen.
Kirken var en rig og magtfuld institution, men omkring år 1500
blev dens magt
truet af flere bevægelser, der ønskede at reformere kirken.
Disse bevægelser
blev kaldt protestantiske.
En af disse bevægelser var ledet af den tyske munk Martin
Luther. Oprøret førte
til, at store dele af Nordeuropa brød med paven. I stedet blev
der grundlagt uafhæn-
gige protestantiske kirker i nært samarbejde med de lokale
konger og fyrster.
Martin Luthers ideer kom til Danmark i 1520’erne. Det var især
præsten Hans Tausen
(1494-1561), der udbredte dem. De gik først og fremmest ud på,
at man kun kunne opnå frelse ved at tro og ikke ved at gøre gode
Gerningerellervedatkøbeaflad. Diskussionerne om kristendommen
udviklede sig hurtigt til en folkelig opstand, der var rettet mod den rige og
magtfulde katolske kirke.
I 1534 udbrød der borgerkrig i Danmark mellem kirkens katolske
magthavere og
tilhængerne af protestantismen. Under Christian den 3.s
(1536-59) ledelse vandt
protestanterne i 1536 borgerkrigen. Samme år blev
reformationen, altså den
religiøse forandring af kirken med udgangspunkt i Martin
Luthers protestantiske
lære, formelt gennemført. Danmark blev et protestantisk land,
og kongen afsatte
de katolske biskopper. Den danske kirke hørte nu under kongen i
stedet for under
paven. Reformationen medførte, at kirkens politiske magt blev
meget mindre.
Den katolske kirke havde ejet meget store værdier og haft meget
jord, og alt
dette overtog kongen nu. Samtidig lukkede han klostrene.
Reformationen betød
også, at det kun var kongen, der kunne udnævne præster og
biskopper. På den
måde kunne kirken nu bruges til at styrke kongemagten helt ud i
alle hjørner af
det danske rige. Reformationen fik afgørende betydning for
Danmarks historie,
fordi den knyttede stat og kirke tæt sammen. Det blev begyndelsen
til en stærk
statsmagt, der i 1660-61 udviklede sig til kongelig enevælde.
CHRISTIAN DEN 4. OG SVENSKEKRIGENE
Christian den 4. (1588-1648) var konge i næsten 60 år, og har
dermed været
konge længere end nogen anden i Danmarkshistorien. Han er også
en af de
mest betydningsfulde konger. Han havde som andre konger i sin
samtid stor
interesse for kunst og arkitektur og stod bag en lang række
byggerier. I første
halvdel af 1600-tallet fik han opført mange bygninger - især i
og omkring
hovedstaden København. Han fik blandt andet opført kendte
bygningsværker
som Frederiksborg Slot ved Hillerød, Københavns Børs samt
Rosenborg Slot
og Rundetårn i København, og han grundlagde adskillige nye byer
- mest uden
for det nuværende Danmark, for eksempel Kristianstad i Skåne,
Kristiansand i
Norge og Kristiania, som nu hedder Oslo og er Norges hovedstad.
Men Christian den 4.s regeringstid var også præget af tabte
krige og landområder. Da han overtog regeringsmagten, var Danmark dominerende i
området omkring Østersøen; men også Sverige havde store ambitioner for området.
Magtbalancen mellem Danmark og Sverige ændrede sig markant, da Christian den 4.
i årene 1625-29 trak Danmark ind i Trediveårskrigen - en europæisk storkrig,
som især foregik i Tyskland (1618-48). Kongen led et stort militært nederlag i
1626, og da Danmark trak sig ud af krigen i 1629, var Sverige blevet den
førende magt i østersøområdet.
Det dårlige forhold til Sverige fortsatte i resten af Christian
den 4.s regeringstid.
I 1643 angreb Sverige Danmark, og i 1645 måtte Danmark blandt
andet afstå
provinsen Halland i 30 år, øen Gotland i Østersøen og dele af
Norge til Sverige.
Ved Christian den 4.s død i 1648 var Danmark et land i dyb
krise, og Sveriges
dominans over Danmark skulle vare resten af 1600-tallet.
I årene 1657-60 var Danmark i to omgange igen i krig med
Sverige. Under den
første af disse krige erobrede svenskerne store dele af
Danmark, som ved en
fredslutning i Roskilde (Roskilde-freden) i 1658 for altid
måtte afstå Skåne,
Halland og Blekinge samt flere norske områder til Sverige.
Bornholm blev også
afstået til Sverige ved samme fredsslutning - men øens
befolkning iværksatte
hurtigt et oprør og fik styrtet det svenske styre på øen.
Senere samme år fortrød den svenske konge, at han ikke havde
erobret hele
Danmark. Igen blev der krig, og svenskerne belejrede København,
det vil sige, at
de omringede byen for at få den til at overgive sig. Men med
hjælp fra Nederlandene lykkedes det den danske hovedstad at modstå belejringen,
og svenskerne
fik ikke erobret flere danske områder. Ligeledes måtte
svenskerne acceptere, at
Bornholm skulle forblive dansk.
Men tabet af de mange landområder fik store konsekvenser for
Danmark. Det
gjaldt i særlig grad tabet af Skåne, fordi Danmark nu ikke
længere kontrollerede
begge sider af Øresund, som var ind- og udsejlingen til
Østersøen, og fordi Skåne
havde en stor del af Danmarks frugtbare jord velegnet til
landbrug. Danmark var
herefter ikke længere en magtfaktor i Nordeuropa.
ENEVÆLDEN INDFØRES
Oven på de tabte krige til Sverige og landets dårlige økonomi
voksede kravet i
befolkningen om at afskaffe adelens særlige fordele. Adelen var
stormænd, som
typisk var godsejere, og de havde en række privilegier. De
skulle for eksempel
ikke betale skat, de kunne vælge, hvem der skulle være ny
konge, når en konge
døde. De kunne også med en håndfæstning tvinge den nye konge
til at dele
magten med dem.
I oktober 1660 fik kong Frederik den 3. (1648-70) indført, at
adelen fremover
skulle betale skat blandt andet til at genopbygge landet efter
krigene mod
Sverige.
Adelen, som ikke havde været til meget hjælp under krigen,
måtte også accep-
tere, at kongemagten fremover automatisk skulle gå i arv fra
den regerende
konge til hans nærmeste arving.
Kongen brugte sin nye magt til i 1660-61 at indføre en ny
styreform i Danmark,
som kaldtes enevælde. Kongen regerede nu landet helt alene. Han
kunne nu selv
ansætte embedsmænd, indføre love og opkræve skatter uden først
at spørge
andre om lov. Der opstod en egentlig central
statsadministration.
Som det eneste enevældige monarki i Europa fik Danmark i 1665
en grundlov,
der var formuleret og skrevet ned. Denne lov kaldtes Kongeloven
og fastslog
først og fremmest, at kongen havde næsten ubegrænset magt.
Kongeloven
satte kun meget få grænser for, hvad kongen måtte. Han måtte
ikke afgive sin
enevældige magt hverken helt eller delvist. Han måtte heller
ikke dele konge-
riget mellem sine børn, men skulle lade det hele gå i arv til
tronfølgeren. Endelig
skulle han tilhøre den protestantiske kirke, som var blevet
skabt med reforma-
tionen i 1500-tallet med udgangspunkt i Martin Luthers lære.
Kongeloven var grundlaget for kongens enevældige magt helt frem
til den første
demokratiske grundlov i 1849.
SØFARTSNATION OG KOLONIMAGT (fra ca. 1620)
I 1600- og 1700-tallet blev Danmark ligesom mange andre
vesteuropæiske lande en kolonimagt. Det vil sige, at Danmark
erhvervede landområder uden for Danmark og erklærede dem,
som en del af det danske rige.
Danmark byggede forter på Guldkysten ved Afrikas vestkyst i det
nuværende
Ghana, hvorfra i alt over 100.000 slaver blev sejlet til de
danske kolonier i Vest-
indien (Caribien) - Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan - på
den anden side
af Atlanterhavet. På de Dansk Vestindiske Øer blev slaverne
tvunget til at arbejde
i sukkerrørsplantagerne eller i de europæiske plantageejeres
huse. Sukkeret
blev transporteret til København, hvor det blev solgt videre
enten i Danmark
eller i udlandet. Slavehandelen blev forbudt fra 1803, men frem
til 1848 var det
stadigvæk tilladt at holde slaver på øerne.
Danmark oprettede også handelskolonier i Trankebar og Serampore
i det
nuværende Indien. Herfra kunne danske skibe fragte krydderier,
salpeter til
fremstilling af krudt, bomuldsvarer og andre kostbare varer til
Europa.
Fra 1721 ankom kristne missionærer til Grønland med støtte fra
den danske
konge. Den første var den norske præst Hans Egede. Ud over at
målet var at
gøre den grønlandske befolkning kristne, var det også et mål at
sælge varer fra
Grønland som sælskind, spæk og hvalkød.
Danmark solgte sine kolonier i Indien og Ghana til Storbritannien
i midten af
1800-tallet. De Dansk Vestindiske Øer blev solgt til USA i 1917
og går i dag under
navnet De Amerikanske Jomfruøer. Grønland har nu selvstyre, men
er stadigvæk
i et såkaldt rigsfællesskab med Danmark sammen med Færøerne.
OPLYSNINGSTID OG VEJEN TIL DEMOKRATI (ca. 1700-1849)
Oplysningstiden i 1700-tallets Europa var en tid, der var
præget af store forandringer. Oplysningstiden byggede på den opfattelse, at
befolkningen gennem oplysning, tolerance og kritisk tænkning kunne blive friere
og bedre mennesker. Fornuften skulle føre til frihed for den enkelte. Sådanne
tanker nåede også til Danmark. Det voksende borgerskab i byerne krævede at få
del i magten og begyndte at angribe enevælden.
STAVNSBÅND OG LANDBOREFORMERNE
I første halvdel af 1700-tallet var der økonomisk krise i
landbruget i Danmark. For at sikre stabil arbejdskraft på godserne indførte
kongen stavnsbåndet i 1733. Stavnsbåndet indebar, at alle bønder, som udgjorde
størstedelen af befolkningen, skulle blive på det gods, hvor de var født,
indtil de var 40 år. Godsejerne var dermed sikret fast arbejdskraft. Til
gengæld skulle godsejerne stille nogle af deres bønder som soldater til hæren.
De fleste bønder i Danmark var på den tid fæstebønder, det vil sige,
at de boede på en af godsejerens mindre gårde. Fæstebønderne
skulle både betale afgift til godsejeren og udføre gratis arbejde på
godsejerens jord for at øge produktionen på godserne.
Mod slutningen af 1700-tallet begyndte oplysningstidens ideer
så småt at slå igennem i Danmark. Blandt andet blev der gennemført en række
reformer af landbruget og af forholdene for landbefolkningen. Landboreformerne,
som har spillet en stor rolle i udviklingen af både det danske landbrug og det
danske samfund, medførte, at landbruget i løbet af 1800-tallet udviklede sig
fra et middelalderligt system med fæstebønder til et mere moderne landbrug med
selvejende bønder.
Fra 1788 blev stavnsbåndet ophævet. Ophævelsen betød, at
fæstebønder selv
kunne vælge, om de ville blive boende på det gods, de havde
hørt til. Eller om de
ville flytte væk derfra. Et vigtigt resultat af reformerne var
også, at bønderne fik
mulighed for selv at eje jord. Godsejerne solgte nemlig i mange
tilfælde jorden til
de bønder, som hidtil havde lejet den. Man fordelte i mange
tilfælde også lands-
byens fælles jord mellem de enkelte gårde. På den måde fik den
enkelte bonde
samlet sine marker på ét sted, så jorden kunne dyrkes mere
effektivt.
Tidligere lå bøndernes gårde samlet i en landsby. Nu blev mange
gårde flyttet
ud fra landsbyerne til bondens egen jord. Denne udflytning af
gårdene præger
stadig det danske landskab. Selv om landboreformerne forbedrede
vilkårene
for fæstebønder og selvejere, var livet på landet stadig hårdt.
En voldsom vækst
i befolkningstallet gennem 1800-tallet betød, at mange ikke
havde kunnet få
deres egen gård. Dermed opstod en ny underklasse på landet,
nemlig husmæn-
dene. De boede typisk i mindre huse og havde ingen marker at
dyrke, højst lidt
jord, hvor de kunne holde nogle få husdyr. I stedet arbejdede
de som landarbej-
dere på gårdene eller godserne.
DEN FLORISSANTE PERIODE OG ENGLANDSKRIGE
I sidste fjerdedel af 1700-tallet blomstrede dansk søfart, og
København udvik-
lede sig til en international storhavn. Perioden kaldes Den
Florissante Periode
(’florissant’ betyder ’blomstrende’). Gennem det meste af
1700-tallet var der fred
i Danmark, der holdt sig neutral i krigene. Omvendt blev blandt
andet Storbritan-
niens, Frankrigs og Nederlandenes flåder anvendt til krig, og
samtidig blokerede
disse stormagter hinandens havne og sejlruter. De sendte derfor
i stort omfang
deres varer ombord på neutrale danske skibe, som kunne komme
frem de fleste
steder. Skibene sejlede værdifulde laster til København, hvor
de blev videresolgt
til andre europæiske lande.
Denne neutralitetshandel bragte således i første omgang store
indtægter
til landet, men på lidt længere sigt blev samme handel også
vejen ind i
Napoleonskrigene, hvilket havde katastrofale konsekvenser. I
Danmark bliver
disse krige også kaldt Englandskrigene, fordi Danmark blev
allieret med Frankrig
i krig mod England (Storbritannien). Krigene begyndte i 1792
som følge af Den
Franske Revolution i 1789.
I krigenes første tid var Danmark neutral og tjente med sin
store handelsflåde
godt på at sejle varer til både Storbritannien og Frankrig.
Handelsflåden blev
beskyttet af Danmarks egen krigsflåde, og det var
Storbritannien utilfreds med,
fordi de ikke ønskede, at Danmark handlede med Frankrig. Derfor
angreb og
besejrede den britiske flåde den danske flåde i 1801. Slaget
kaldes Slaget på
Reden, fordi det fandt sted i farvandet lige uden for
Københavns havn i det
område, der kaldes Københavns Red.
I 1807 ville den franske kejser Napoleon den 1. føre økonomisk
krig mod Storbritannien ved at blokere handelsruterne til og fra Storbritannien
med krigsskibe. For at forhindre Napoleon i at bruge de danske skibe i
blokaden, valgte
briterne at erobre hele den danske flåde og bombarderede i den
forbindelse
København. Begivenheden kaldes Københavns Bombardement. Efter
nederlaget
blev Danmark tvunget til at vælge side og valgte Frankrig.
Napoleonskrigene endte med, at Danmarks allierede, Frankrig,
tabte til de
øvrige europæiske stormagter. Det betød, at Danmark ved en
fredsaftale i 1814
måtte afgive Norge til Sverige. Over 400 års dansk-norsk union
(siden 1380) var
dermed bragt til ende.
VEJEN TIL EN FRI GRUNDLOV
I 1800-tallet blev Danmark påvirket af de folkelige og
demokratiske strøm-
ninger, som blandt andet udsprang af Den Franske Revolution i
1789. I 1848
udbrød der revolution i mange europæiske hovedstæder. Der blev
ikke revolu-
tion i Danmark, men uroen rundt om i Europa påvirkede landet.
Borgerskabet
i K øbenhavn krævede i marts 1848, at kong Frederik den 7.
(1848-63) skulle
indføre en fri forfatning. Presset af den ophidsede
folkestemning valgte kongen
at følge kravet.
Han ophævede den enevældige statsform og erklærede sig som
konstitutionel
konge. Det vil sige, at han skulle regere i samarbejde med
folket på baggrund
af konstitutionen (grundloven). Den 5. juni 1849 underskrev
Frederik den 7.
Danmarks første frie forfatning, Danmarks Riges Grundlov.
Med grundloven fik Danmark et parlament med to lovgivende
instanser, Folke-
tinget og Landstinget, der samlet blev kaldt Rigsdagen. Efter
næsten 200 år
(siden 1660-61) under enevældige konger fik en del af den
danske befolkning nu
direkte indflydelse på lovgivningen. Mænd over 30 år kunne
vælge medlemmer
til Rigsdagen. For at kunne blive valgt til Folketinget skulle
man være fyldt 25
år, mens medlemmer af Landstinget skulle være fyldt 40 år og
have en høj
indkomst. Hverken kvinder eller fattige havde valgret, det vil
sige retten til at
stemme, eller kunne vælges til Rigsdagens to instanser. Ikke
desto mindre var
grundloven meget demokratisk og liberal sammenlignet med de
fleste andre
staters forfatninger på den tid.
DE SLEVIGSKE KRIGE (1848-64)
I første halvdel af 1800-tallet voksede nationalbevidstheden i
Europa, herunder i Danmark, og det samme gjorde modsætningsforholdet mellem
dem, der følte sig henholdsvis danske og tyske. Det udløste i 1848-50 en
borgerkrig mellem kongeriget Danmark og tysksindede oprørere i hertugdømmerne
Slesvig og Holsten. Danmark vandt krigen, men problemet var ikke løst. I 1864
udløste de nationale spændinger igen en krig. Denne gang vandt tyskerne, og
Danmark mistede både Slesvig og Holsten.
DEN 1. SLESVIGSKE KRIG
Den danske helstat bestod i midten af 1800-tallet af det danske
kongerige samt
hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den danske konge regerede i
alle tre dele
af riget.
Den øgede nationalfølelse og de demokratiske tanker skabte
spændinger
mellem den dansktalende og den tysktalende del af befolkningen.
Befolkningen
i Holsten var tysk, og mange så det som naturligt, at
holstenerne gerne ville
rive sig løs fra Danmark og tilslutte sig Det Tyske Forbund,
men i Slesvig var
der både dansktalende, som ville forblive en del af Danmark, og
tysktalende
indbyggere, som ville løsrive sig og tilslutte sig Det Tyske
Forbund sammen med
Holsten. Det kaldtes det slesvigske problem. Folk og politikere
på begge sider af
grænsen diskuterede, hvor den danske grænse skulle gå.
I 1848 fik Slesvig og Holsten afslag på deres krav om en
selvstændig fri forfat-
ning for Slesvig og Holsten i lighed med den danske grundlov,
der var på vej.
Afslaget førte til borgerkrig mellem slesvigske og holstenske
oprørere på den
ene side og Danmark på den anden side.
Det Tyske Forbund og den stærkeste af de tyske stater,
Preussen, bakkede op og
sendte et stort antal soldater ind i krigen på hertugdømmernes
side.
I 1849 udkæmpede Danmark og slesvig-holstenerne en række slag.
Et af dem
var ved Fredericia i juli, hvor den danske hær sejrede. I 1850
blev Det Tyske
Forbund og Preussen presset af Rusland til at trække deres
hjælpetropper
ud af konflikten. Derefter vandt den danske hær en række
afgørende sejre,
blandt andet ved Isted i juli 1850. Det var det blodigste slag
under krigen med
tusindvis af døde og sårede. Efter en mægling fra de europæiske
stormagter
blev resultatet, at de to hertugdømmer fortsat skulle indgå i
den danske helstat.
Den løsning skulle vise sig ikke at holde længe. Treårskrigen i
perioden 1848-50
kaldes også Den 1. Slesvigske Krig.
DEN 2. SLESVIGSKE KRIG
Efter Den 1. Slesvigske Krig havde Danmark lovet stormagterne,
at Danmark
ikke ville binde Slesvig tættere til sig end Holsten. Men
Danmark brød sit løfte
til stormagterne. I 1863 vedtog den danske rigsdag presset af
folkestemningen
en ny fælles forfatning for både Danmark og Slesvig, men ikke
for Holsten.
De tyske stater opfattede med god ret den dansk-slesvigske
forfatning som et brud
på den aftale, der var indgået. Preussen, hvis politiske leder
var den magtfulde
ministerpræsident Otto von Bismarck, erklærede derfor sammen
med Østrig krig
mod Danmark i februar 1864. Denne krig kaldes Den 2. Slesvigske
Krig.
Danmark blev angrebet sydfra, og de danske styrker forventede,
at Dannevirke ville
beskytte dem mod angrebet. Dannevirke var et forsvarsanlæg, som
siden vikinge-
tiden havde været en stærk forsvarslinje. Men i februar 1864
måtte den danske hær
evakueres i al hast fra Dannevirke, blandt andet fordi
modstanderne var i overtal.
Dele af den danske hær trak sig nordpå i Jylland. Hovedparten
af soldaterne
holdt dog forsvarsstillingen ved Dybbøl nær Sønderborg. Den 18.
april angreb
preusserne Dybbøl efter et langvarigt bombardement, og de
underlegne danske
styrker led nederlag. Hele Jylland blev besat af fjendtlige
styrker, og da preus-
serne i slutningen af juni også erobrede øen Als, måtte de
danske politikere
indse, at krigen var tabt.
Nederlaget i 1864 var en katastrofe for Danmark. Danmark måtte
afstå Slesvig,
Holsten og det lille hertugdømme Lauenborg til Preussen og
Østrig.
Den danske konge havde med ét mistet cirka to femtedele af sin befolkning
og
en tredjedel af sit territorium, som derefter bestod af det
egentlige Danmark
samt en række sparsomt befolkede lande: Grønland, Færøerne og
Island samt -
indtil 1917 - de tre små dansk-vestindiske øer.
Dermed fik riget efter 1864 en mere ensartet befolkning end
nogensinde før.
Langt hovedparten af befolkningen talte samme sprog, havde
samme forfatning
og var kulturelt ret ens, selv om der stadig var stor forskel
på rig og fattig. I
modgangen efter nederlaget i 1864 voksede den danske nationale
identitet sig
endnu stærkere, og sprog og kultur kom til at betyde meget.
Mange sønderjyder
boede nu i det tyske kejserrige syd for grænsen, men følte sig
danske. Først i
1920 blev de dansksindede områder i den nordlige del af Slesvig
genforenet
med Danmark.
Krigen og tabet af hertugdømmerne i 1864 betød, at Danmark nu
ubetinget var
reduceret til en småstat helt uden indflydelse på de europæiske
stormagters
beslutninger. Bismarck havde i 1871 samlet de tyske stater i et
stærkt kejserrige,
og Danmark stod nu helt i skyggen af sin store nabo mod syd.
Der var nu stor
bekymring for, at Danmark ville blive helt udslettet som en
selvstændig stat. For
at sikre fortsat overlevelse søgte Danmark nu for næsten enhver
pris at undgå
at involvere sig i internationale konflikter.
Sikkerhedspolitisk valgte Danmark
derefter at være strengt neutral og opretholdt kun et svagt
militært forsvar.
INDUSTRIALISERINGEN OG NYE POLITISKE BEVÆGELSER (1864-1914)
Slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var
præget af en omfattende modernisering af det danske samfund. Der kom gang i en
industriel udvikling, velstanden steg, og nye politiske reformer skulle sikre
en mere fri økonomi. Indenrigspolitisk opstod der en markant konflikt mellem
godsejerpartiet Højre og bondepartiet Venstre, og en række nye politiske
bevægelser som arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og kvindebevægelsen så
dagens lys.
DEN FØRSTE INDUSTRIALISERING OG ARBEJDERBEVÆGELSEN
Industrialiseringen begyndte så småt i England allerede i
midten af 1700-tallet.
De vigtigste årsager til industrialiseringen var udviklingen af
dampmaskinen,
de første jernbaner i begyndelsen af 1800-tallet samt adgangen
til energi i
form af store kulreserver. Den første jernbane inden for
Danmarks nuværende
grænser åbnede i 1847 og kørte mellem København og Roskilde.
Men industria-
liseringen slog først for alvor igennem i sidste halvdel af
1800-tallet, og først
efter 2. Verdenskrig gik Danmark fra at være et
landbrugssamfund til at blive et
egentligt industrisamfund.
Den begyndende industrialisering fik store dele af befolkningen
til at flytte fra landet
og ind til byerne for at arbejde i industrien eller med
håndværk. Dermed opstod en helt
ny samfundsgruppe af arbejdere. De arbejdede ofte på de nye
fabrikker eller værksteder i byen og boede i små lejligheder i store
etageejendomme.
De mange arbejdere i industrien havde fælles interesser. De
ville blandt andet
sikre sig den højest mulige løn for arbejdet, rimelige
arbejdstider og bedre
sikkerhed på arbejdspladserne. De mange arbejdere begyndte at
samle sig,
og i 1871 opstod der en arbejderbevægelse i Danmark. Den var en
del af den
socialistiske bevægelse ”Internationale”, som søgte at påvirke
arbejdere i mange
lande. I aviser og på løbesedler opfordrede bevægelsens ledere
til strejker og
demonstrationer for at kræve bedre vilkår og højere løn til
arbejderne.
Arbejdsgiverne fastholdt på deres side retten til at lede og
fordele arbejdet.
Perioden var derfor præget af strejker og sammenstød. Det mest
kendte
sammenstød mellem demonstrerende arbejdere og myndighederne var
Slaget
på Fælleden, der fandt sted i maj 1872. Det var et stort
arbejdermøde i København,
som endte i kampe mellem politi og soldater på den ene side og
arbejdere på
den anden. Ingen blev dræbt på Fælleden, men mange blev
fængslet.
Der opstod også et politisk arbejderparti, Socialdemokratiet.
Det var i begyn-
delsen en del af arbejderbevægelsen, men blev i 1878 et
selvstændigt parti. I
1884 blev de to første socialdemokrater valgt ind i
Folketinget.
En langvarig strid i 1899 mellem arbejdsgivere og arbejdere
endte i september
samme år med en historisk aftale, Septemberforliget, mellem
arbejdsmarkedets
to hovedorganisationer - der i dag hedder DA (Dansk
Arbejdsgiverforening) og
FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation). Med aftalen bevarede
arbejds giverne
deres ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejderne fik
ret til at organisere sig
og varetage deres interesser kollektivt - for eksempel
forhandle løn og arbejds-
vilkår eller strejke efter nærmere bestemte regler.
Septemberforliget ligger
stadig til grund for den måde, man laver aftaler på det danske
arbejdsmarked.
Den måde at aftale tingene på i Danmark kaldes ”Den Danske
Model”.
ANDELSBEVÆGELSEN
Mens industrien voksede i byerne, skete der også forandringer
på landet. I midten
af 1800-tallet havde Danmark eksporteret store mængder korn til
udlandet.
Situationen ændrede sig imidlertid i midten af 1870’erne. Nu
gjorde dampskibe
og jernbaner det muligt for USA og de østeuropæiske lande at
eksportere billigt
korn til Vesteuropa, hvilket fik kornpriserne til at falde
drastisk. Derfor valgte
de danske landmænd i høj grad at omlægge til animalsk
produktion. Det vil
sige opdrætte for eksempel kvæg og svin for at producere blandt
andet smør
og bacon, som hurtigt blev Danmarks klart største eksportvarer.
Det vigtigste
marked var Storbritannien, som alene aftog over halvdelen af
den animalske
fødevareeksport i perioden 1890-1914.
En del af denne succes skyldtes andelsbevægelsen, som i samme
periode blev
grundlagt i Danmark. Bønderne slog sig sammen om at oprette
blandt andet
mejerier og brugsforeninger. Her samarbejdede de om indkøb og
produktion, og
delte overskuddet i forhold til hvert enkelt medlems omsætning.
Samtidig kunne bønderne via andesbevægelsens virksomheder
forbedre
varernes kvalitet.
Et bærende princip i andelsbevægelsen var, at medlemmer stemte
efter ”hoveder,
ikke høveder”. Det betød, at en landmand (et hoved), som kun
havde få dyr (høveder),
formelt set bestemte lige så meget som en storbonde med mange
dyr. Der blev også
oprettet andelsslagterier, som sikrede landmændene kontrol med
både produktion
og afsætning af deres kød. Andelsbevægelsen har betydet meget
for dansk land-
brugs udvikling og for Danmark som helhed. De demokratiske
principper og tanken
om lighed, der lå til grund for andelstanken, er senere blevet
en vigtig del af det
moderne danske samfund. Der findes stadig mange
andelsvirksomheder - for
eksempel Coop og Arla - selv om de fleste efterhånden har
fjernet sig meget fra
deres oprindelige grundlag, både hvad angår størrelse og
ledelsesform.
Også arbejderbevægelsen oprettede virksomheder, der byggede på
andelstanken.
De blev kaldt kooperationer. Det var for eksempel bryggerier,
der producerede på
lige vilkår med andre virksomheder, men det var arbejderne
eller forbrugerne
selv, der ejede dem. Virksomhederne skulle ikke give overskud
til ejerne ligesom
almindelige virksomheder. Langt de fleste af
arbejderbevægelsens virksom-
heder er i dag udkonkurreret af de private virksomheder.
PARLAMENTARISMENS GENNEMBRUD
Krigen i 1864 var ikke kun et militært, men også et politisk
nederlag for det
nationalliberale borgerskab. Borgerskabet i byerne havde nemlig
ikke bare stået
i spidsen for kampen for en demokratisk grundlov, men også den
nationale linje,
som havde ført Danmark ind i krigen. Derfor stod borgerskabet
svagt.
Dette spillede magten i hænderne på konservative kredse bakket
op af landets
godsejere. I 1866 fik de gennemført en ændring af grundloven,
som indebar et
demokratisk tilbageskridt. Kongen og de mænd, der havde de
højeste indtægter,
fik nu ret til at vælge de fleste pladser i Rigsdagens ene
kammer, Landstinget. Den
noget bredere adgang til at stemme blev dog bevaret til
Folketinget. Men den nye
grundlov anviste ikke, hvordan der skulle handles, når
Folketinget og Landstinget,
som nu havde to ret forskellige vælgerbefolkninger - og dermed
to forskellige
politiske flertal - ikke kunne blive enige.
I slutningen af 1800-tallet blev den politiske strid hårdere mellem
Rigsdagens højre- og venstrekræfter. Begge parter mente, at det var dem, som
havde grundloven på deres side. Perioden kaldes derfor for ’Forfatningskampen’.
De organiserede sig omkring 1870 i to politiske partier, Højre og Venstre.
Partiet Venstre, der
repræsen- terede bønderne, havde flertal i Folketinget. Det
konservative parti Højre havde flertal i Landstinget. I denne periode
gennemførte Højre-regeringer, der var udpeget af kongen og ledet af godsejeren
J.B.S. Estrup, en lang række såkaldte provisoriske (foreløbige) finanslove,
selv om regeringen var i mindretal i Folketinget. Folketinget, der var
domineret af Venstre, søgte til gengæld at blokere regeringens politik.
Resultatet blev, at al lovgivningsarbejde gik i stå.
Først med Systemskiftet i 1901 blev den fastlåste situation
brudt, og det parla-
mentariske princip blev indført. Ifølge det parlamentariske
princip er det alene
Folketinget, der bestemmer, hvem der skal have regeringsmagten.
En regering
må ifølge dette princip ikke have et flertal i Folketinget imod
sig. 1901 blev et
vendepunkt for det danske demokrati. Det parlamentariske
princip blev dog
først indskrevet i grundloven, da den blev ændret i 1953.
Efter lange politiske kampe overtog Venstre for første gang
regeringsmagten i
1901. Men i takt med at det danske samfund udviklede sig, kom
der flere poli-
tiske partier til. Et af dem var Det Radikale Venstre. Det blev
dannet i 1905 af
udbrydere fra Venstre. Det var især akademikere og husmænd, der
stemte på
det nye parti.
I 1915-16 reorganiserede det gamle godsejerparti Højre sig
under navet Det
Konservative Folkeparti. Partiet markerede dermed, at det
ønskede at tiltrække
andre vælgere end blot landets godsejere og det velhavende
borgerskab, og at
det nu anerkendte det parlamentariske princip og den lige
valgret.
Skillelinjerne i dansk politik ændrede sig også i begyndelsen
af 1900-tallet,
således at de primært drejede sig om den økonomiske politik. På
den ene side
stod Socialdemokratiet, der lagde stor vægt på økonomisk
omfordeling mellem
rig og fattig. På den anden side var de borgerlige partier
Venstre og Det Konser-
vative Folkeparti, som i højere grad ønskede lave skatter og
økonomisk frihed. I
midten af denne diskussion stod Det Radikale Venstre. Partiet
har i sin historie
dog samarbejdet mest med Socialdemokratiet.
KVINDEBEVÆGELSEN
Det var også i slutningen af 1800-tallet, at
ligestillingskampen for alvor
tog sin begyndelse. Foreningen Dansk Kvindesamfund - Danmarks
ældste
kvindeorganisation - blev stiftet i 1871. Den var afgørende
for, at der frem
mod 1920’erne skete en række store fremskridt i kvinders
rettigheder. Som
eksempler herpå fik kvinder i 1875 adgang til at få en
studentereksamen og
til at komme på universitetet. Studentereksamen måtte dog tages
ved private
pigeskoler frem til 1903, hvor de offentlige gymnasier også
blev åbnet
for piger. I 1880 fik gifte kvinder ret til at hæve og bruge
deres egen løn.
I 1921 fik kvinder lige adgang til de fleste offentlige
stillinger - undtagen i
forsvaret og som præster.
Endvidere var det på en international, socialistisk
kvindekonference i 1910 i
”Folkets Hus” på Jagtvej på Nørrebro i København (det senere
”Ungdomshuset”),
at det blev besluttet, at der skulle være en international
kampdag for kvinder.
Fra 1921 fik markeringen en fast årlig dato den 8. marts, som i
dag er kvindernes
internationale kampdag i mange lande verden over.
En afgørende udvikling i denne periode var, at danske kvinder
fik valgret. I 1903 havde de fået valgret, men kun til folkekirkens
menighedsråd. Fra 1908 fik kvinderne også valgret til sogne- og byråd. Og
endelig i 1915 - med ikrafttræden i 1918 - blev grundloven ændret, så danske
kvinder fik valgret til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget. Dermed
fulgte Danmark tendensen i andre europæiske lande, hvor kvindebevægelser også
havde presset på for at sikre kvinder politisk indflydelse på lige fod med
mænd. På verdensplan var Danmark blandt de første lande til at indføre valgret
for kvinder ved parlamentariske valg. Ved samme grundlovsændring fik
tjenestefolk, det vil sige personer uden egen husstand, som tjente og boede hos
en anden familie, også valgret til både Folketinget og Landstinget. Således
blev valgretten udvidet fra at have omfattet et mindretal til at omfatte
flertallet af befolkningen.
VERDENSKRIG, KRISER OG SOCIALREFORMER (1914-40)
1914-18 rasede 1. Verdenskrig mellem Europas stormagter.
Danmark undgik at blive direkte involveret. De efterfølgende år
var
præget af en højst dødelig influenzaepidemi samt politisk uro
både
i Danmark og resten af verden. Mange europæiske lande udviklede
sig til diktaturstater. I 1930’erne var verden i dyb økonomisk
krise.
Også i Danmark voksede arbejdsløsheden kraftigt. Det udløste
mange konflikter på arbejdsmarkedet og gav Socialdemokratiet
stor opbakning. Det motiverede også de gamle partier til sammen
at finde løsninger, som var med til at sikre, at antidemokratiske
ideologier aldrig for alvor vandt tilslutning i Danmark.
FØRSTE VERDENSKRIG (1914-18)
I 1914 brød 1. Verdenskrig ud. De største europæiske magter
blev inddraget
i krigen: På den ene side stod Tyskland, Østrig-Ungarn og
Osmannerriget, og
på den anden side stod Frankrig, Rusland, Storbritannien,
Italien og siden også
USA. Det neutrale Danmark lå geografisk tæt på krigens fronter,
men blev ikke
direkte berørt af verdenskrigen.
Efter pres fra Tyskland valgte Danmark dog i 1914 at lægge
miner ud i nogle af de
danske farvande. Tysklands formål var at forhindre britiske
krigsskibe i at sejle ind i
Østersøen og dermed true Tyskland derfra. Men minefelterne
kunne også hindre tyske
skibe i at sejle gennem de danske stræder. Én dansk
befolkningsgruppe blev særligt
involveret i 1. Verdenskrig. Det var de dansksindede slesvigere
syd for grænsen, som var blevet tyske statsborgere efter Danmarks tab af
Slesvig i den 2. Slesvigske Krig i 1864.
I alt døde cirka 6.000 danske sønderjyder i tysk krigstjeneste
under 1. Verdenskrig.
Også de danske kolonier i Vestindien kom i fokus på grund af
krigen. USA frygtede, at
Tyskland skulle besætte Dansk Vestindien, og tilbød derfor i
1915 den danske regering
at købe Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan (på engelsk Sct.
John). Efter en folke-
afstemning i Danmark blev øerne i 1917 solgt for 25 mio.
dollars; til gengæld for salget anerkendte USA’s regering, at Grønland fuldt og
helt hørte under Danmark.
DEN SPANSKE SYGE
Hen mod slutningen af krigen i 1918 blev verden og Danmark ramt
af en meget
aggressiv, smitsom og dødbringende influenzavirus, som fik
navnet ”Den
Spanske Syge”. Sygdommen opstod slet ikke i Spanien, men fik
sit navn, fordi
det var spanske aviser, som først skrev om den. Eftersom
Danmark ikke deltog
direkte i 1. verdenskrig, var landet bedre rustet til at
bekæmpe sygdommen med
en befolkning, som var bedre ernæret, og et sundhedsvæsen, som
var mindre
belastet end de mange krigsførende landes.
Men alligevel kunne danske myndigheder ikke gøre meget. Man
vidste kun lidt om sygdommen og kunne for eksempel ikke udvikle en vaccine.
Mange influenza-patienter fik også lungebetændelse oveni, som man, før
penicillinen blev opdaget i 1928, ofte døde af.
Sundhedsstyrelsen forsøgte via løbesedler at give befolkningen
råd om blandt andet god hygiejne og om at undgå hinanden, ligesom nogle skoler
og forlystelser lukkede ned. Men alt dette var ikke nok til at få kontrol med
sygdommen, som ramte landet i flere bølger i perioden 1918-20. Specielt for Den
Spanske Syge er også, at den i høj grad slog relativt unge mennesker ihjel. De
fleste døde var mellem 20 og 40 år. I alt tog sygdommen op mod 50 mio.
menneskeliv, herunder cirka 15.000 i Danmark.
GENFORENINGEN OG FORFATNINGSKRISEN
Tyskland tabte 1. Verdenskrig. Det gjorde det muligt for
Danmark at kræve de primært
dansksindede områder af Slesvig tilbage. I 1920 stemte
befolkningen i Nordslesvig
og Mellemslesvig ved to forskellige afstemninger om, hvorvidt
den ønskede at tilhøre
Tyskland eller Danmark. Afstemningen i Nordslesvig fandt sted i
februar 1920.
Et stort flertal stemte for, at Nordslesvig skulle genforenes
med Danmark. Ved
afstemningen i marts 1920 i Mellemslesvig, hvor Flensborg var
den største by,
bestemte et stort flertal derimod, at området skulle forblive
under Tyskland.
Den 15. juni 1920 blev grænsen formelt flyttet sydpå fra
Kongeåen til den
nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland. Nordslesvig - nu
kaldet
Sønderjylland - blev dermed genforenet med Danmark.
Man kalder Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark for
Genforeningen. Men
der er dog stadig et tysk mindretal (i 2020 på cirka 15.000) på
den danske side af
grænsen og et dansk mindretal (i 2020 på cirka 50.000) på den
tyske side. Disse
mindretals rettigheder blev i 1955 lagt fast i
København-Bonn-erklæringerne,
hvilket har sikret en fredelig udvikling i grænselandet.
Kort før Genforeningen oplevede Danmark i forbindelse med
Påskekrisen sin
alvorligste forfatningskrise i nyere tid. Inden da havde kong
Christian den 10.
(1912-47) og regeringen i længere tid været uenige. Det var
især uenigheden om
den nye grænse til Tyskland, der udløste Påskekrisen.
Kongen mente, at regeringen - på trods af
afstemningsresultaterne - skulle forsøge at
få mere af Slesvig tilbage til Danmark end blot Nordslesvig.
Dette afviste regeringen.
I påsken 1920 afskedigede Christian den 10. regeringen på grund
af denne uenighed.
Dette skete, selvom regeringen ikke havde konstateret et
flertal imod sig i Folke-
tinget. Kongens optræden under Påskekrisen i 1920 udløste store
demonstra-
tioner og politiske protester, og den blev af dele af
dagspressen betegnet som
et statskup. Flere begyndte at tale om helt at afskaffe
monarkiet. Krisen drev
over, da kongen og de politiske ledere efter intense
forhandlinger blev enige
om at udpege et nyt midlertidigt ministerium og udskrive
nyvalg. Siden da har
kongemagten ikke blandet sig direkte i politik.
ØKONOMISK KRISE OG SOCIALREFORMER
Mens fascismen vandt frem i 1920’erne og 30’erne i for eksempel
Italien (1922) og
i Tyskland (1933), og mange europæiske lande fik autoritære
regimer, lykkedes
det at fastholde demokratiet i Danmark. Samtidig indtraf en
meget alvorlig inter-
national økonomisk begivenhed i denne periode. Det var
børskrakket på Wall
Street i New York i oktober 1929.
Aktiekurserne faldt voldsomt, og den økonomiske krise spredte
sig til resten
af verden. I Danmark blev især landets største erhverv,
landbruget, hårdt ramt
af krisen. Priserne på korn og kød faldt dramatisk. Tusindvis
af landmænd blev
tvunget til at sælge deres gårde, fordi de ikke tjente penge
nok. Arbejdsløsheden
steg voldsomt og nåede op over 30 procent i begyndelsen af
1930’erne.
I 1924 var cigarsortereren Thorvald Stauning blevet Danmarks
første social-
demokratiske statsminister.
I denne regering, som varede to år frem til 1926, indgik også
landets første kvindelige
minister. Hun hed Nina Bang og var undervisningsminister. I
1929 dannede Social-
demokratiet igen regering - denne gang sammen med Det Radikale
Venstre.
Regeringen forsøgte at mildne krisen ved forskellige indgreb.
Den 30. januar 1933
- tilfældigvis samme dag som Adolf Hitler blev rigskansler i
Tyskland - indgik
regeringen og Venstre det såkaldte Kanslergadeforlig, der fik
dette navn, fordi
de afgørende forhandlinger fandt sted i statsminister Thorvald
Staunings bolig i
Kanslergade i København.
Kanslergadeforliget var et vidtgående forlig, der tog hensyn
til både arbejdsgivernes
og arbejdernes interesser. Forliget forhindrede lavere løn til
arbejderne, men forbød
strejker i et år. Det var også nødvendigt at støtte landbruget,
der var hårdt ramt af
den økonomiske krise. Forliget gjorde det nemmere for landmænd
at låne penge, så
de undgik at gå fallit. Samtidig blev den danske krone
devalueret, det vil sige, at dens
værdi blev sænket. Det gjorde det nemmere at sælge
landbrugsvarer til Storbritannien.
DANMARK BESAT AF TYSKLAND (1940-45)
2. Verdenskrig brød ud i september 1939, da det nazistiske
Tyskland angreb Polen. Danmark var besat af Tyskland fra 1940 indtil krigens
afslutning i 1945. Danmark samarbejdede med tyskerne for at mildne
besættelsesvilkårene, men under krigen voksede en dansk modstandsbevægelse
frem. Videre lykkedes det for Danmark at redde langt de fleste af landets jøder
fra Nazi-Tysklands folkemord, Holocaust.
BESÆTTELSE OG SAMARBEJDE
Danmark og Norge blev angrebet og besat af det tyske militær
den 9. april 1940. Den
tyske forklaring var, at Tyskland ville beskytte de to lande
mod britisk besættelse.
Men det var også et spørgsmål om, at den tyske krigsførelse var
afhængig af leverancer af jernmalm fra Nordsverige, som skulle udskibes gennem
byen Narvik på den isfri, norske atlanterhavskyst. Den forsyning af råvarer
havde briterne også vist interesse for.
Desuden ønskede Tyskland sin adgang til verdenshavene sikret
via Norges lang-
strakte kyst. Da Danmark er det land, som ligger mellem Norge
og Tyskland, havde
tyskerne brug for at have adgang til flyvepladsen i Aalborg som
mellemstation.
Endeligt gjorde Danmarks placering ved Nordsøen landet til en
uundværlig del af det
tyske forsvarsværk mod en eventuel allieret invasion af den europæiske
vestkyst.
Tidligt om morgenen den 9. april blev angrebet indledt, da
tyske tropper gik
over grænsen i Sønderjylland. Danmarks militære modstand mod
angrebet
var ubetydelig og varede kun i ganske få timer. Det betød, at
meget få danske
soldater mistede livet i forbindelse med angrebet. Tysklands
militære magt var
så stor, at regeringen ikke mente, at det ville nytte fortsat
at gøre modstand.
Tyskland krævede, at Danmark skulle samarbejde med
besættelsesmagten. Det
gik Danmark nødtvungent ind på. Den danske regering blev ikke
afsat, men fort-
satte som samlingsregering under socialdemokratisk ledelse, dog
under tysk
kontrol. Også kongen fortsatte som regent. Formelt set bevarede
Danmark sin
status som suveræn, neutral stat, selv om landet var besat af
tyske tropper. Og
for de fleste danskere fortsatte - i hvert fald de første år af
besættelsen - livet
stort set uden de store forandringer.
I de første år af besættelsen var der nogenlunde ro i landet på
trods af krigen,
men fra 1942 begyndte danskernes modstand mod den tyske
tilstedeværelse
i landet at vokse. Tyskerne mente hverken, at den danske
regering gjorde nok
for at slå denne modstand ned eller i øvrigt bidrog til at
sikre tyske interesser i
landet. Og efter en større krise i det dansk-tyske forhold i
oktober 1942 blev der
efter tysk krav dannet en ny regering under ledelse af Erik
Scavenius, der var
tidligere udenrigsminister og fortaler for
samarbejdspolitikken.
I august 1943 var der store strejker i flere danske byer som
følge af stadig
hårdere tyske krav. Den 29. august 1943 besluttede regeringen
at indgive sin
afskedsbegæring til kongen, efter at Scavenius havde afvist
tyskernes krav om
at gribe aktivt ind mod strejkerne og den stadigt voksende
modstand mod den
tyske besættelse, herunder det tyske krav om dødsstraf for
sabotage. Dermed
sluttede den danske regerings samarbejdspolitik med
Nazi-Tyskland. Den tyske
besættelsesmagt opløste samtidig det danske militær.
Den danske flåde sænkede selv hovedparten af sine skibe, for at
de ikke skulle
falde i tyske hænder. Derefter havde Danmark reelt ingen
regering, selv om
kongen havde nægtet at modtage regeringens afskedsbegæring. I
praksis blev
landet derefter styret af departementscheferne, det vil sige
ministeriernes
øverste administrative chefer. De videreførte i et vist omfang,
og mere uformelt,
koordinationen med den tyske besættelsesmagt for at beskytte
befolkningen
mest muligt på trods af den nye og mere alvorlige situation i
landet.
REDNINGEN AF DE DANSKE JØDER
I 1940 levede der cirka 8.000 jøder i Danmark. Mere end 7.000
af dem nåede at flygte
fra nazisternes forfølgelser under besættelsen. De fleste blev
hjulpet til Sverige
af danske medborgere, lige inden tyskerne i oktober 1943
forsøgte at anholde
de danske jøder. Op mod 500 danske jøder blev dog sendt til
koncentrationslejre i
Tyskland, hvor mange omkom. I europæisk målestok overlevede en
meget stor andel
af de danske jøder dog dette folkemord, som også kendes under
navnet Holocaust.
I alt myrdede Nazi-Tyskland seks mio. af Europas cirka 9-10
mio. jøder under krigen
- de fleste ved masseskydninger eller i gaskamre i
udryddelseslejre.
ISLAND BLIVER SELVSTÆNDIGT
I 1944 løsrev Island sig endegyldigt efter 564 år under
Danmark. I anden halvdel
af 1800-tallet opstod der en stærk selvstændighedsbevægelse i
Island, som i 1918
med den såkaldte Forbundslov havde fået udstrakt selvstyre i et
forbund - en
”personalunion” - med Danmark. Det vil sige, at den danske
konge også var konge i
Island. Videre blev den islandske udenrigs- og forsvarspolitik
varetaget af Danmark.
Under 2. Verdenskrig fik Islands geografiske placering midt i
den nordlige del af
Atlanterhavet stor betydning. Fly og skibe på vej fra USA til
Europa kunne bruge
øen som base. Storbritannien besatte derfor Island i maj 1940
for at forhindre en
tysk invasion. Senere under krigen overtog USA forsvaret af det
islandske område.
Forbundsloven i 1918 udløb i 1943, og Danmark, som var under
tysk besættelse havde
derfor ikke reel mulighed for at genforhandle den. Ved en
folkeafstemning besluttede
en næsten enig islandsk befolkning sig for fuld selvstændighed.
Republikken Island
blev således udråbt den 17. juni 1944, som derfor blev Islands
nationaldag.
MODSTAND OG BEFRIELSE
De sidste år af besættelsen var præget af flere og flere
sabotageaktioner både
mod det tyske militær i Danmark og mod de danskere, der
samarbejdede med
besættelsesmagten. Frihedsrådet blev oprettet i september 1943.
Det var en
illegal komité, hvor lederne fra de forskellige
modstandsbevægelser koordinerede
modstanden mod den tyske besættelsesmagt. En stor strejke i
København i juli 1944
gav anledning til øget kontakt mellem modstandsbevægelse og
politikere. Efter
strejken samarbejdede Frihedsrådet og de danske politikere om
at få Danmark
anerkendt som allieret i kampen mod Tyskland. Det modsatte
Sovjetunionen sig dog.
I foråret 1945 kollapsede det nazistiske Tyskland efter hårde
kampe i Europa.
Den 5. maj blev Danmark officielt befriet af britiske styrker
efter, at de tyske
tropper havde overgivet sig. På Bornholm nægtede tyskerne dog
at overgive sig.
I besættelsens sidste dage blev øen derfor angrebet af
sovjetiske styrker, som
blev på øen frem til foråret 1946. I alt blev cirka 7.000
danskere dræbt under
2. Verdenskrig, heraf mange søfolk, der sejlede i allieret
krigstjeneste.
Danmark blev således ikke så hårdt ramt af 2. Verdenskrig som
mange andre
europæiske lande. 2. Verdenskrig er med cirka 60 mio. døde
verden over den
blodigste krig i verdenshistorien, og dødstallet var langt
højere i næsten alle
andre tysk besatte lande - for eksempel mistede Holland cirka
200.000 borgere,
og i Østeuropa, hvor krigen var langt blodigere end i vest,
mistede Polen alene
5-6 mio. borgere.
Der var dog knaphed på mange varer i Danmark. For at styre
forbruget og for at
kunne fordele de knappe forsyninger ud til alle indførtes
såkaldt rationering på
for eksempel benzin, gas, el, sukker, kaffe, te, mel, brød,
sæbe, kød og smør. Det
betød, at hver borger kun kunne købe en begrænset mængde af
hver vare. Men
i modsætning til mange andre lande var der dog aldrig sult i
Danmark. Det poli-
tiske system overlevede også krigen. Modstandsbevægelsen fik en
vis politisk
indflydelse i tiden lige efter befrielsen, men de gamle
politikere og partier vendte
hurtigt tilbage til magten.
KOLD KRIG, VELFÆRD OG UNGDOMSOPRØR (1945-72)
Danmark ændrede sig meget i tiden efter 2. Verdenskrig. Danmark
opgav sin traditionelle neutralitetspolitik og blev medlem af
NATO i
1949. Også indenrigspolitisk bød efterkrigstiden på store
forandringer,
ikke mindst på grund af den hastigt voksende økonomiske
velstand.
Danskerne fik flere penge mellem hænderne end nogensinde før.
Mod slutningen af 1960’erne voksede uenighederne mellem yngre
og
ældre generationer, fordi flere unge satte spørgsmålstegn ved
mange
af samfundets traditionelle normer.
DANSK POLITIK OG DEN KOLDE KRIG
Verden var blevet en anden efter 2. Verdenskrig. Millioner af
mennesker var
blevet dræbt under krigen, og mange byer i Europa lå i ruiner.
Krigen havde
skabt et stærkt ønske om at sikre fred og sikkerhed. I 1945
stiftede en række
lande derfor De Forenede Nationer (FN). Også Danmark var fra
begyndelsen
med i FN, der blandt andet skulle være med til at forhindre en
ny verdenskrig.
Efter 2. Verdenskrig opstod Den Kolde Krig mellem de to nye
supermagter, USA
og Sovjetunionen. Det vil sige en ideologisk kamp og et
våbenkapløb om blandt
andet atomvåben mellem de vestlige demokratier baseret på
liberal markeds-
økonomi på den ene side - og de kommunistiske lande baseret på
planøkonomi
på den anden side. Europa blev delt i et vest og et øst langs
en linje, som især
afspejlede, hvilke områder der i 2. Verdenskrig var blevet
befriet fra Nazi-Tyskland
af henholdsvis USA og Storbritannien i vest og af Sovjetunionen
i øst.
Opdelingen mellem øst og vest blev kendt som Jerntæppet. Den
Kolde Krig kom til at
præge verden frem til, at de kommunistiske diktaturer i
Østeuropa faldt omkring 1990.
Danmark havde søgt at holde sig neutral i internationale
konflikter siden Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Men da
neutralitetspolitikken ikke kunne forhindre den tyske besættelse under 2.
Verdenskrig, valgte Danmark side i Den Kolde Krig. Man følte sig bedre
beskyttet som medlem af forsvarsalliancen NATO (Den Nordatlantiske
Traktat-organisation). I 1949 blev Danmark derfor medlem af NATO. Alliancen
bestod af USA,Canada, Tyrkiet og en række vesteuropæiske lande. Centralt i
NATO-traktaten er artikel 5 - den såkaldte ”musketer-ed”. Den siger, at et
væbnet angreb mod et medlemsland skal betragtes som et angreb på alle
medlemslandene. Dette forpligter de andre NATO-lande til - om nødvendigt også
med militær magt - at hjælpe det land, som er blevet angrebet.
Over for NATO stod Warszawa-pagten, der blev stiftet i 1955.
Denne forsvarsalliance
var ledet af det kommunistiske Sovjetunionen, som fik stor
indflydelse på landene i
Østeuropa efter 2. Verdenskrig. Efter næsten 100 år under
Tysklands indflydelse
orienterede Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik efter 2.
Verdenskrig sig
særligt mod USA.
USA spillede en vigtig rolle i genopbygningen af Vesteuropa
efter 2. Verdenskrig.
I årene 1948-51 gav USA meget store pengebeløb til flere
vesteuropæiske lande,
blandt andet Danmark. Pengene blev givet i forbindelse med
Marshall-planen,
opkaldt efter den amerikanske udenrigsminister George Marshall.
Formålet med
Marshall-hjælpen var at få sat gang i den internationale
handel, som var gået i stå
under 2. Verdenskrig. Dermed håbede man også at kunne hindre
kommunismens
videre udbredelse i Vesteuropa.
Den økonomiske hjælp fra USA var med til at modernisere det
danske landbrug i de første årtier efter2. Verdenskrig. Hundredtusinder af
heste blev afløst af traktorer, mejetærskere og andre maskiner. En stor del af
arbejdskraften på landet blev derfor overflødig, og mange folk flyttede fra
landområderne ind til byerne i 1950’erne.
Det første valg efter krigen i 1945 resulterede i en borgerlig
regering under
Venstres ledelse, men i 1947 genvandt Socialdemokratiet
regeringsmagten.
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) fik med 12,5 procent af
stemmerne
forholdsvis stor tilslutning ved valget i 1945, fordi der i
store dele af befolkningen
var sympati for, at mange danske kommunister havde deltaget i
modstandskampen
under besættelsen og for Sovjetunionens betydelige indsats i
nedkæmpelsen af
Nazi-Tyskland. De fleste af partiets nye vælgere forlod dem dog
hurtigt igen.
Langt de fleste vælgere stemte fortsat på de fire gamle partier
Socialdemokra-
tiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre.
Den danske
tradition for politisk stabilitet og enighed om de
grundlæggende demokratiske
spilleregler fortsatte under Den Kolde Krig. De sovjetisk
støttede kommunister
fik aldrig del i regeringsmagten i Danmark.
I efterkrigstiden begyndte man igen at diskutere, om der var
behov for at ændre
grundloven. Ved en folkeafstemning i 1953 stemte et flertal for
at ændre grund-
loven. Ændringen betød blandt andet, at Landstinget blev
afskaffet. Der blev i
stedet indført et såkaldt etkammersystem med Folketinget som
eneste lovgi-
vende forsamling. Desuden kom grundloven nu også til at gælde
for Grønland
og ikke kun for Danmark og Færøerne. Tronfølgen blev også
ændret, sådan at
den danske trone kunne gå i arv til en kvinde. Sønner gik dog
stadig forud for
døtre, hvilket vil sige, at en yngre søn stadigvæk ville arve
tronen, hvis han havde
en ældre søster. Spørgsmålet om kvindelig tronfølge pressede
sig særligt på,
fordi den daværende konge Frederik den 9. (1947-72) havde tre
døtre og ingen
sønner. Grundlovsændringen i 1953 muliggjorde dermed, at hans
ældste datter,
den nuværende dronning Margrethe den 2. (1972- ), kunne arve
tronen. Med en
ændring af tronfølgeloven i 2009 fik mænd og kvinder helt lige
arveret til tronen,
så det altid er den ældste - søn eller datter - der arver
tronen.
Det var Socialdemokratiet, der havde størst politisk
indflydelse i de første årtier
efter 2. Verdenskrig. Fra 1953 til 1968 blev alle regeringer i
Danmark ledet af
Socialdemokratiet. Det eneste parti, der opstod i denne
periode, og som stadig er
i Folketinget, er SF (Socialistisk Folkeparti). SF blev dannet
i 1959 af en gruppe
personer, der forlod DKP i protest mod de kommunistiske landes
undertrykkelse
af deres befolkninger, som udbryderne ikke mente, at DKP tog
nok afstand fra.
Nedkæmpelsen af den folkelige opstand mod det kommunistiske
styre i Ungarn
i 1956 havde afgørende betydning for splittelsen af DKP.
STØRRE VELFÆRD
I slutningen af 1950’erne var der høj økonomisk vækst i Europa,
herunder også i
Danmark, som i perioden 1957-73 havde en økonomisk
højkonjunktur nærmest
uden sidestykke i landets historie. Der var fuld beskæftigelse
og stor stigning
i produktionen, ligesom de fleste indkomster voksede støt i
denne periode.
Perioden er derfor ofte blevet omtalt som ’De glade 60’ere’.
Fra begyndelsen af
1960’erne eksporterede Danmark flere varer fra industrien end
fra landbruget.
Det var i denne periode, at opbygningen af det danske
velfærdssamfund for alvor
begyndte, og et stadig større socialt sikkerhedsnet blev spændt
ud under befolk-
ningen. Flere af de ordninger, som ligger til grund for
nutidens danske velfærds-
samfund, blev etableret i de år, ligesom mange af de
eksisterende ordninger
blev udbygget betydeligt.
Folkepensionen, der giver enhver borger ret til folkepension
uanset indkomst,
blev for eksempel indført i 1956. Og i 1964 vedtog Folketinget,
at kommunerne
skulle oprette det nødvendige antal daginstitutionspladser,
således at alle familier
kunne få mulighed for at få deres børn i vuggestue og
børnehave. Udbygningen af
velfærdsstaten medførte også, at skatter og afgifter steg meget
i denne periode.
Væksten indebar også, at der var behov for mere arbejdskraft.
Mange danske
kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. Tidligere havde langt de
fleste gifte kvinder
passet hus og børn, mens mændene arbejdede. Fra 1960’erne fik
kvinderne i
stigende grad uddannelse og arbejde. Og børnene tilbragte en
del af dagen i
en af de mange nye vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, der
blev oprettet.
Kvinderne fik dog ofte en lavere løn end mændene for det samme
arbejde, og
kampen for at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder blev
stærkere.
Den økonomiske vækst betød, at mange flere mennesker pludselig
fik adgang
til forbrugsgoder ud over de mest basale fornødenheder som mad,
tøj og bolig.
Tv-apparater, pladespillere, køleskabe, frysere, vaskemaskiner,
parcelhuse, biler
med mere havde hidtil været anset som luksusvarer, som kun de
rigeste havde
haft råd til. Nu blev de i langt højere grad en del af de
fleste menneskers liv. Oven
i den øgede velstand blev arbejdsugen løbende også kortere (fra
48 til 40 timer
mellem 1958 og 1974), og folk fik mere ferie (fra to til fire
uger mellem 1953
og 1972). Derfor var der nu også langt flere, der havde tid og
råd til at rejse til
udlandet på ferie eller købe et sommerhus.
UNGDOMSOPRØR OG NYE KULTURELLE STRØMNINGER
I slutningen af 1960’erne var der i Danmark som i mange andre
vestlige lande tyde-
lige spændinger mellem generationerne. Ungdommens modstand mod
samfundets
normer og autoriteter voksede, og derfor gjorde de oprør. Mange
unge, især i
de større byer, brød med samfundets traditionelle normer og
værdier. De satte
blandt andet spørgsmålstegn ved USA’s deltagelse i krigen i
Vietnam og ”kernefamilien”med far, mor og børn som samfundets bærende enhed. I
stedet kom der en friere holdning til seksuelle relationer - også før
ægteskabet.
Fra 1966 kunne p-piller sælges lovligt i Danmark. Kvinder fik
dermed adgang til et nemt præventionsmiddel, så de selv kunne styre, om de
ønskede at blive gravide og få børn. P-pillen fik derfor afgørende betydning
for kvinders seksuelle frigørelse.
Nye måder at leve sammen på blev også mere accepteret.
Eksempelvis kunne et
par godt bo og få børn sammen uden at være gift.
Nogle unge søgte nye måder at bo sammen på, blandt andet i
kollektiver. Andre
eksperimenterede med narkotiske stoffer. Fristaden Christiania
i København blev
oprettet i 1971, da unge besatte en forladt militærkaserne,
Bådsmandsstrædes
Kaserne. Herefter bosatte op mod 1.000 personer sig på
Christiania og forsøgte at
udleve mange af tidens nye ideer. Fristaden Christiania
eksisterer stadig.
Ungdomsoprøret førte også til et studenteroprør. I 1968 og
årene efter gjorde mange
studerende og yngre undervisere oprør mod det såkaldte
professorvælde på univer-
siteterne. De krævede mere indflydelse, nye ledelses- og
undervisningsformer og et
andet indhold i studierne, og det lykkedes dem at få mange af
deres krav igennem.
Også den mere strenge og autoritære opdragelse af børn i
familien og i skolerne blev erstattet af en pædagogik baseret på øget dialog og
samarbejde mellem børn og voksne. Blandt andet blev det i 1967 helt forbudt for
lærerne at slå eleverne i den danske folkeskole. Det var dog først 30 år senere
i 1997, at det også blev helt forbudt for forældre at slå deres egne børn.
DANMARK I EUROPA OG OLIEKRISE (1972-90)
Danmark blev i 1973 medlem af Det Europæiske Fællesskab, EF,
der var forløberen for det nuværende EU. I begyndelsen af 1970’erne blev
Danmark efter mange år med god økonomi og vækst ligesom mange andre lande ramt
af økonomisk krise. 1970’erne og 1980’erne blev en periode for Danmark med lav
økonomisk vækst samt nye politiske partier og bevægelser.
DANMARKS MEDLEMSKAB AF EF
I 1958 indledte Frankrig, Italien, Tyskland og Benelux-landene
(Belgien, Nederlandene
og Luxembourg) et økonomisk samarbejde, som udviklede sig til
Det Europæiske
Fællesskab (EF) og siden hen til Den Europæiske Union (EU).
Formålet med EF var at
styrke handlen mellem medlemslandene og at sikre freden via et
stærkt samarbejde.
Derfor skulle der mellem EF-landene oprettes et fælles marked
uden toldgrænser
eller andre hindringer for den indbyrdes handel. Målet var
også, at alle indbyggere frit
skulle kunne søge og tage arbejde i andre EF-lande.
Den 1. januar 1973 trådte Danmark ind i EF. Et flertal på 63,3
procent af vælgerne
havde sagt ja til medlemskab ved en folkeafstemning i oktober
1972. Op til afstem-
ningen var der megen debat om EF-spørgsmålet. Tilhængerne
mente, at Danmark ville
blive rigere ved at deltage i det økonomiske europæiske
samarbejde. Man regnede for
det første med, at Danmarks dengang vigtigste handelspartner,
Storbritannien, også
kom med i EF. Videre ønskede man at sikre de bedste muligheder
for at handle på
det europæiske marked og ikke mindst det tyske, hvis betydning
for dansk økonomi
var vokset kraftigt de forudgående år. Derudover var det en
fordel at sikre dansk landbrug adgang til EF’s landbrugsstøtte. Modstanderne
var imod, at Danmark opgav noget af sin ret til at bestemme selv, og var bange
for, at de store lande ville komme til at bestemme for meget, samt at medlemskabet
ville gå ud over den offentlige velfærd og den danske nationale identitet.
Hensynet til eksport og økonomi blev afgørende for det danske
ja. Storbritannien
og Irland blev medlemmer af EF samtidig med Danmark. I 1986 var
der en ny
folkeafstemning om en styrkelse af samarbejdet i EF.
Afstemningen handlede
om Den Europæiske Fællesakt eller EF-pakken, som den kom til at
hedde i
Danmark. Den havde til formål at gennemføre et indre marked,
hvor varer,
personer, tjenesteydelser og kapital kunne bevæge sig frit over
grænserne
mellem medlemslandene. Et flertal af danskerne (56,2 procent)
stemte ja.
OLIEKRISE
I 1974 blev Danmark ligesom mange andre vestlige lande ramt af
en økonomisk
krise. Den blev udløst af, at priserne på olie steg voldsomt i
1973. Baggrunden var,
at de arabiske lande øgede prisen markant på olie for at lægge
pres på de vestlige
lande, som støttede Israel i en krig mod Ægypten og Syrien (Yom
Kippur-krigen).
Olie var helt afgørende for økonomien, da den skulle bruges i
det meste af industrien,
til biler og opvarmning af boliger. Danmark producerede dengang
selv kun meget lidt
olie, som derfor skulle købes i udlandet. Derfor gav
prisstigningen alvorlige problemer
i Danmark, som i forvejen havde underskud på samhandlen med
udlandet. De forud-
gående års høje økonomiske vækst faldt betydeligt, og mange
blev arbejdsløse.
Problemerne blev forværret og forlænget, da endnu en voldsom
prisstigning på olie indtraf i 1979-80 på grund af uroligheder i Iran i
forbindelse med den islamiske revolution og den efterfølgende krig mellem Iran
og Irak. I løbet af 1980’erne faldt prisen på olie igen, fordi der blev
udvundet mere olie uden for Mellemøsten, for eksempel i Nordsøen. Og fordi en
del af verdens forbrug af olie blev udskiftet med andre former for energi, for
eksempel naturgas, kul, atomkraft og i meget mindre omfang også vedvarende
energikilder som vindkraft eller solenergi. Videre bidrog oliekriserne til at
skabe en interesse for energi-besparende tiltag som bedre isolering af boliger
og udvikling af biler og elektronik (blandt andet tv-apparater, køleskabe og
frysere), der bruger energien mere effektivt.
POLITISK OPBRUD
1970’erne var også en periode med store politiske forandringer
i Danmark.
Mange vælgere protesterede mod høje skatter og mod det
bureaukrati, der
var fulgt med den store offentlige sektor i velfærdssamfundet,
og vælgerne fik
større mistillid til politikerne.
Ved folketingsvalget i 1973 stemte vælgerne pludseligt markant
anderledes end
tidligere. Der var tale om et stort vælgerskred, og dette valg
kaldes derfor Jordskredsvalget.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Det
Konservative Folkeparti og
SF - de fem daværende partier i Folketinget - fik alle meget
færre stemmer. Før
Jordskredsvalget havde 93 procent af vælgerne stemt på et af de
fem partier.
Efter valget var det kun 64 procent.
Vælgerne stemte til gengæld fem partier mere ind i Folketinget,
hvoraf det
største blev protestpartiet Fremskridtspartiet, som fik 16
procent af stemmerne
med advokaten Mogens Glistrup i spidsen. Partiets mærkesager
var at afskaffe
indkomstskat og offentligt bureaukrati. Mange af de gamle
partiers vælgere
vendte gradvis tilbage over de næste år, og ingen af de nye
partier, som blev
valgt i 1973, er længere i Folketinget.
Men Jordskredsvalget er en milepæl i dansk politisk historie,
blandt andet fordi
det i eftertiden har været valgt mellem 7 og 11 partier ind i
Folketinget ved
hvert valg (frem for typisk 5-6 før 1973). Selv om der løbende
er opstået nye
partier, har det dog altid været politikere fra enten
Socialdemokratiet, Radikale
Venstre, Det Konservative Folkeparti eller Venstre, som har
været statsministre
i Danmark siden Systemskiftet i 1901.
I 1970’erne forsøgte skiftende danske regeringer at vende den
økonomiske
nedtur, men uden meget held. I begyndelsen af 1980’erne havde
Danmark et
stort underskud på handelsbalancen, det vil sige forholdet
mellem værdien af
det Danmark køber og sælger i udlandet. Samtidig var omkring 10
procent af
arbejdsstyrken uden arbejde. En vigtig årsag til den økonomiske
krise var en
stor gæld til udlandet.
Socialdemokraterne havde - kun med kortere afbrydelser - siddet
i regering og
haft statsministerposten det meste af tiden siden 1929. Men i
1982 overlod de -
på grund af vanskeligheder med at løse de økonomiske problemer
- regerings-
magten til den borgerlige fløj, uden at der havde været
folketingsvalg. Stats-
ministeren blev den konservative Poul Schlüter, som var
statsminister i over ti
år frem til 1993.
Poul Schlüter er den første og hidtil eneste statsminister fra
Det Konservative
Folkeparti. Det skyldes, at Venstre det meste af tiden har
været det største borgerlige
parti siden Systemskiftet i 1901 og derfor normalt har haft
statsministerposten, når
der efter 1901 har været borgerlige regeringer.
Regeringsskiftet i 1982 er endvidere
en historisk milepæl, fordi de borgerlige partier siden oftest
har været ved magten.
I perioden 1982-2022 har de borgerlige partier Venstre og Det
Konservative
Folkeparti således tilsammen siddet i regering og haft
statsministerposten i
sammenlagt 24 år og Socialdemokratiet i sammenlagt 16 år.
Det lykkedes efterhånden Schlüter-regeringen at forbedre den
danske økonomi,
navnlig i sidste halvdel af 1980’erne. Prisen var en rekordhøj
ledighed i starten af
1990’erne. Men inflationen (prisstigningerne), som havde været
et stort problem i
1970’erne, faldt, og fra 1990 var der overskud på
handelsbalancen over for udlandet.
Dermed kunne der komme gang i en sund økonomisk vækst. I den
forbindelse hjalp
det også, at Danmark blev mere selvforsynende med olie fra Nordsøen.
SOCIALE BEVÆGELSER
Efter at kvinderne var begyndt at komme ud på arbejdsmarkedet
fra midten af
1960’erne, krævede mange kvinder i 1970’erne i forlængelse
heraf mere lige-
stilling. For eksempel kæmpede kvinderne i
rød-strømpebevægelsen gennem
politiske aktioner for bedre vilkår for kvinder. Op gennem
1970’erne var ligestil-
ling et meget varmt politisk emne. I 1976 vedtog Folketinget på
baggrund af et
EF-direktiv en lov om lige løn for samme arbejde.
Fri adgang til abort var et andet af kvindebevægelsens
politiske mål. Tidligere
havde det kun været muligt at få abort, hvis der var en særlig
grund til det,
for eksempel hensynet til kvindens helbred. Men i 1973 vedtog
Folketinget, at
danske kvinder selv skulle kunne vælge, om de ville afbryde en
graviditet. Indtil
12. graviditetsuge kunne kvinden frit vælge at få foretaget en
abort. Modstanden
mod den fri abort var en væsentlig grund til, at Kristeligt
Folkeparti (som nu
hedder Kristendemokraterne) blev dannet og valgt ind i
Folketinget i 1973.
Flere græsrodsbevægelser var meget aktive i 1970’erne.
Græsrodsbevægel-
serne var som regel grupper, der arbejdede for at opnå ét
bestemt politisk mål.
Fredsbevægelsen var aktiv i denne periode og arbejdede blandt
andet mod
militær oprustning og våbenkapløbet mellem stormagterne.
Tusindvis af danskere demonstrerede også mod atomkraft. Den
folkelige modstand
var en vigtig grund til, at Folketinget i 1985 besluttede at
planlægge fremtidig energi-
forsyning i Danmark uden atomkraft. Ikke mindst en alvorlig
ulykke på atomkraft-
værket Tjernobyl i Sovjetunionen (i det nuværende Ukraine) året
efter i 1986 har haft
stor betydning for eftertidens modvilje mod atomkraft. Lignende
bevægelser er de
senere år - med det stigende politiske fokus på
klimaspørgsmålet - igen opstået, hvor
blandt andet mange gymnasieelever inspireret af den svenske
aktivist Greta Thunberg
har strejket for, at der skal gøres mere for at modvirke
klimaforandringerne.
DANMARK I DET GLOBALE SAMFUND (1990-)
Danmarkshistorien har siden 1990 stået i globaliseringens tegn.
Berlinmuren og Jerntæppet faldt, og nye konflikter brød ud. Kampen mod
terrorisme har også præget verden og Danmark, og har spillet en ny og mere
aktiv rolle i internationale forhold. EF udvidede det politiske samarbejde og
blev omdøbt til Den Europæiske Union (EU), men danskerne tog kun tøvende det
nye EU til sig. Landets økonomiske situation - dog afbrudt af en finanskrise i
2008 - forbedrede sig igen, og problemer med at integrere flygtninge og
indvandrere i samfundet optog stadig flere. I 2020 ramte en global
sundhedskrise med Covid-19.
DANMARK I DET NYE EUROPA
Omkring 1990 brød det kommunistiske system i Østeuropa sammen.
Berlinmurens
fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 betød enden på
Den Kolde Krig. Det
medførte store forandringer i Europa. Central- og østeuropæiske
lande, som tidligere
havde ligget bag Jerntæppet, rykkede nu politisk tættere på
Vesteuropa. Danmark
fik tætte forbindelser med især de tre baltiske lande, Estland,
Letland og Litauen.
Efter Den Kolde Krig brød nye konflikter ud, blandt andet i
Irak og det tidligere
Jugoslavien. Danmark deltog fra nu af i øget grad aktivt i
internationale konflikter
og blev involveret i flere af disse krige. Efter at Irak havde
besat Kuwait i 1990,
sendte Danmark således et krigsskib af sted, der skulle hjælpe
med at hånd-
hæve det internationale samfunds handelsblokade over for Irak.
Jugoslavien blev opløst i 1991-92. I stedet opstod en række
selvstændige stater, som
hurtigt kom i konflikt med hinanden. Danske soldater
udstationeret som FN-styrker
(i Bosnien og Kroatien) i midten af 1990’erne. De skulle være
med til at skabe fred
mellem stridens parter. Også Kosovo, som dengang var en provins
i Jugoslavien,
blev ramt af konflikt i 1999. Her deltog danske jagerfly i
NATO’s aktioner.
Danmarks forhold til det europæiske samarbejde var præget af
politisk uenighed
i 1990’erne. I 1992 blev de 12 medlemslande enige om at udvide
samarbejdet, og
EF skiftede navn til EU - Den Europæiske Union.
Navneforandringen afspejlede, at
samarbejdet, som hidtil havde været et samarbejde om økonomiske
spørgsmål
som handel, landbrug og fiskeri, blev udvidet med en bredere
vifte af politiske
samarbejdsområder.
Et flertal i Folketinget gik ind for, at Danmark skulle deltage
i det udvidede samar-
bejde. Men ifølge grundloven var det nødvendigt at afholde en
folkeafstemning. I juni
1992 stemte et lille flertal af befolkningen (50,7 procent) nej
til Maastricht-traktaten,
som unionsaftalen kom til at hedde, fordi den var indgået i
byen Maastricht i Holland.
I 1993 stemte et flertal af befolkningen (56,7 procent) ja til
den såkaldte
Edinburgh-aftale, som betød, at Danmark fik fire såkaldte
forbehold over for
EU. Det vil sige, at Danmark ikke deltog i EU’s samarbejde på
følgende fire
områder: unionsborgerskabet, den fælles valuta (euroen),
forsvarsområdet
og samarbejdet om en fælles rets- og udlændingepolitik.
To af Forbeholdene forbeholdene gælder stadig i dag. Derfor har
Danmark har
således for eksempel fortsat sin egen nationale valuta, kronen,
hvorimod de fleste
EU-lande har den fælles valuta, euroen. Og Danmark deltager
heller ikke i EU’s
fælles rets- og ud-lændingepolitik. Modstanden mod EU i dele af
befolkningen blev
også en af årsagerne til, at Enhedslisten, som var en samling
af en række mindre
venstrefløjspartier, blev valgt ind i Folketinget for første
gang i 1994. Trods EU-for-
beholdene er et klart flertal af den danske befolkning positivt
indstillet over for det
danske medlemskab af EU.
ØKONOMISK OPSVING OG INTEGRATIONSPROBLEMER
I 1993 kom Socialdemokratiet igen til magten med Poul Nyrup
Rasmussen som
ny statsminister. De økonomiske problemer, som Danmark oplevede
i 1970’erne
og i 1980’erne, vendte til en opgang. Midt i 1990’erne steg den
økonomiske vækst
igen, og flere kom i arbejde. Desuden betød produktionen af
olie og gas fra de
danske felter i Nordsøen, at Danmark efterhånden fik en
nettoeksport af olie.
Det var medvirkende til, at overskuddet på handelsbalancen blev
større, og
gælden til udlandet efterhånden blev afviklet.Debatten om
indvandring til
Danmark fyldte stadig mere i løbet af 1990’erne. Antallet af
personer med
indvandrerbaggrund var steget meget i de foregåede årtier, og i
de større
danske byer var der opstået bydele, hvor mange beboere havde en
anden etnisk
baggrund end dansk.
Samtidig havde mange flygtninge og indvandrere vanskeligt ved
at få uddannelse og arbejde. Spørgsmålet om integration fik i denne periode
stor politisk opmærksomhed - blandt andet fordi forholdsvis mange med
udenlandsk baggrund i Danmark klarede sig dårligt i uddannelsessystemet, og
fordi en forholdsvis stor andel var uden arbejde og modtog sociale ydelser som
kontanthjælp og førtidspension. Mange danskere følte også, at flere indvandrere
havde en kultur, som var meget anderledes end danskernes, og at de ikke altid
var gode nok til at lære det danske sprog. Ønsket om stramninger af udlændinge-
og integrationspolitikken blandt mange danskere havde stor betydning for, at
Dansk Folkeparti blev valgt ind i Folketinget første gang i 1998.
TERRORISME
I 2001 genvandt de borgerlige partier regeringsmagten.
Statsministeren blev
Anders Fogh Rasmussen fra Venstre. Det internationale samfund
forandrede sig
hastigt i begyndelsen af det nye årtusinde. Den globale økonomi
og international
terrorisme stillede Danmark over for nye udfordringer.
Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 blev
bekæmpelse af terrorisme en vigtig opgave i de fleste lande. Det har især ført
til øget samarbejde mellem efterretningstjenester, men også til militær
intervention, som Danmark har deltaget aktivt i. Bag angrebet på USA i 2001
stod terrorister, der opererede fra Afghanistan i forståelse med det daværende
afghanske styre. I 2002 besluttede Folketinget at sende danske soldater til
Afghanistan for at deltage i en amerikansk ledet indsats. I 2003 angreb USA
Irak for at fjerne den irakiske diktator Saddam Hussein og Iraks angivelige
masseødelæggelsesvåben.
En af Danmarks største udenrigspolitiske kriser i nyere tid
udviklede sig, efter at avisen Jyllands-Posten i 2005 trykte 12 karikaturtegninger
af den muslimske profet Muhammed. Avisen trykte tegningerne, fordi den havde
hørt, at nogle tegnere ikke turde tegne Muhammed af frygt for at blive
overfaldet eller dræbt. Karikaturtegningerne førte til store protester både i
Danmark og i udlandet. I mange muslimske lande var der store demonstrationer,
hvor der blandt andet blev sat ild til Dannebrog - og enkelte steder også til
danske ambassader og konsulater. En række lande boykottede også danske
produkter på grund af tegningerne. Jyllands-Posten blev i 2008 frifundet i en
injuriesag anlagt af en række muslimske organisationer. Debatten om
ytringsfriheden sluttede dog ikke der. I 2010 blev en af tegnerne forsøgt
myrdet i sit hjem.
I 2015 blev Danmark ramt af et terrorangreb i København, hvor
en mand, som
sympatiserede med terrororganisationen Islamisk Stat, skød og
dræbte en film-
skaber, mens han deltog i et debatmøde om ”Kunst, blasfemi og
ytringsfrihed” på
Østerbro. Senere samme dag forsøgte terroristen at trænge ind i
den jødiske syna-
goge i det indre København. Ved angrebet blev en jødisk vagt
skudt og dræbt uden for
synagogen. Terroristen blev efterfølgende selv dræbt i en
skudveksling med politiet.
FINANSKRISE
Efter cirka 15 år med økonomisk vækst og fremgang blev Danmark
i 2008
ramt af den internationale finanskrise. Krisen startede i USA,
men spredte sig
hurtigt til Europa, hvor den blev dybere og længere end i USA.
Det gjaldt også i
Danmark, hvor bruttonationalproduktet, det vil sige værdien af
landets samlede
produktion, skrumpede med i alt over fem procent i 2008-09. Det
er det største
tilbageslag for dansk økonomi siden 2. Verdenskrig.
Med krisen fulgte også nogle år med højere arbejdsløshed. Da
krisen satte ind,
var arbejdsløsheden den laveste i 30 år, og der var et stort
overskud på stats-
budgettet. Det blev vendt til underskud, men Danmark blev
alligevel ikke ramt af
så store problemer med statsunderskud og gæld som de fleste
andre EU-lande.
Samtidig er Danmarks udlandsgæld vendt til et stort
tilgodehavende, så udlandet
skylder Danmark flere penge end omvendt, og overskuddet på
handelsbalancen
har sat gentagne rekorder i de sidste 20 år. Siden midten af
2010’erne er der
igen kommet højere økonomisk vækst og lavere arbejdsløshed i
Danmark.
VELFÆRDSSTATENS UDFORDRINGER
Anders Fogh Rasmussen blev i 2009 valgt som ny generalsekretær
for
forsvarsalliancen NATO. Han blev afløst af sin partifælle Lars
Løkke Rasmussen,
som statsminister. To år efter i 2011 genvandt socialdemokraterne
magten, og
Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige
statsminister de næste
fire år frem til 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen igen blev
statsminister.
Udfordringen med at flytte flere mennesker fra
overførselsindkomst og ind på
arbejdsmarkedet har været et motiv for talrige danske
velfærdsreformer gennem
de sidste 30-35 år. Både Lars Løkke Rasmussens og Helle
Thorning-Schmidts
regeringer stod i spidsen for mange sådanne reformer.
En af de største langsigtede udfordringer for velfærdsstaten i
de europæiske
lande. er, at der bliver færre til at betale for den velfærd,
som flere skal nyde godt
af. Det skyldes først og fremmest, at folk i gennemsnit lever
længere. Ligesom i
andre vestlige lande stiger levealderen med et par måneder
hvert år. Den udvik-
ling ventes at fortsætte. Samtidig er fødselstallet faldet.
Det betyder, at der bliver markant flere ældre i forhold til
antallet af 15-64-årige,
og at der bliver færre til at arbejde og betale for velfærden.
Samtidig starter
arbejdslivet senere på grund af mere uddannelse.
Mange forskellige reformer har sigtet mod at øge
arbejdsudbuddet for at få flere
til at tjene penge og betale skat. I den forbindelse er
perioden, hvor man kan
modtage understøttelse som arbejdsløs fra en
arbejdsløshedskasse (A-kasse),
løbende blevet afkortet siden 1990’erne og har siden den sidste
reform på
området i 2010 har den ligget på to år.
Den såkaldte Tilbagetrækningsreform fra 2011 skulle sikre en
hurtigere og større
stigning i, hvor gamle folk typisk blev, når de trækker sig
tilbage fra arbejds-
markedet. Endvidere er der i henholdsvis 2012 og 2013 aftalt
reformer, der skal
sikre, at færre kommer på førtidspension, og at færre er på
kontanthjælp. Også
en række skattereformer har haft det erklærede mål at øge
udbuddet af arbejds-
kraft ved at sænke skatten på arbejdsindkomst. De studerende
har gennem en
række reformer fået tilskyndelse til at starte studierne
tidligere og afslutte dem
hurtigere.
SUNDHEDSKRISE
Efter folketingsvalget i 2019 blev socialdemokraten Mette
Frederiksen stats-
minister. En væsentlig udfordring i årene 2020-22 har været en
global pandemi
med Covid-19, som forårsages af det såkaldte coronavirus.
Virusset blev
opdaget i Kina i 2019. I Danmark blev første tilfælde
registreret i februar 2020.
Regeringen, Folketinget, Sundhedsstyrelsen med flere forsøgte
at inddæmme
sygdommen ved en række anbefalinger og restriktioner. De skulle
sikre, at folk
for eksempel ikke mødte for mange andre mennesker, at de holdt
afstand til
hinanden og at de vaskede hænder i sprit. Et hovedformål med
restriktionerne
har været at forhindre, at alt for mange blev smittet på én
gang, således at syge-
husene ikke blev overbelastede af mange indlæggelser.
Derfor skulle man blandt andet bære mundbind i busser, tog og
butikker. Man
kunne heller ikke rejse så frit mellem Danmark og udlandet som
normalt.
Skolerne var desuden lukkede i perioder, og eleverne blev
undervist hjemme via
internettet. Derudover var mange restauranter, cafeer, museer
og teatre lukkede
i perioder, og fodboldkampe og anden sport foregik uden
tilskuere, ligesom
mange arbejdede hjemmefra.
Sundhedsvæsenet testede dagligt tusindvis af mennesker for at
finde frem til de
smittede, som derefter skulle blive hjemme noget tid, så de
ikke smittede flere.
Coronavirusset har muteret (ændret sig) flere gange til stadig
mere smitsomme
varianter, og sygdommen har indtil videre ramt landet i tre
store bølger. Klart
flest (størstedelen af Danmarks befolkning) blev smittet i den
tredje bølge hen
over vinteren (november-marts) 2021-22.
Et vigtigt middel til at bekæmpe sygdommen på langt sigt er at
vaccinere befolk-
ningen. Det tog kun cirka et år fra sygdommens udbrud at udvikle
vacciner mod
coronavirus, og i december 2020 blev den første dansker
vaccineret. Siden da
er de fleste (cirka 80 procent af Danmarks befolkning)
vaccineret med to eller
tre stik.
Globalt er der registreret cirka 6 mio. mennesker døde med
coronavirus,
herunder cirka 6.500 i Danmark (juni 2022).