Kapitel
2
Det
danske demokrati
INDLEDNING
Det danske demokrati har udviklet sig gennem
næsten 175 år. Det er blevet
påvirket af begivenheder og politiske ideer i
Danmark og i udlandet. Det danske
folkestyre har meget til fælles med andre
europæiske demokratier, men det har
også fundet sin egen særlige form. | dette
kapitel beskrives nogle af de vigtigste
kendetegn ved den måde, demokratiet fungerer
på i dagens Danmark.
Det danske demokrati bygger på en skriftlig
forfatning, Danmarks Riges Grundlov.
Grundloven handler især om det nationale
demokrati, som det foregår i Folketinget. Den indeholder regler om Folketinget,
om regeringen og om domstolene.
Grundloven sætter blandt andet visse grænser
for, hvordan staten må bruge
sin magt, ligesom den sikrer borgerne en række
grundlæggende rettigheder.
Der er i Danmark en stærk tradition for lokalt
demokrati og selvstyre. Det lokale
selvstyre har dybe rødder i den danske
historie.
Det lokale selvstyre i kommunerne giver
borgerne mulighed for at være med til
at bestemme over mange forhold I
lokalsamfundet. Det lokale demokrati præger
også mange af hverdagens helt nære forhold. I
blandt andet skolebestyrelsen, i
boligforeningen og i forskellige udvalg på arbejdspladsen
kan man som forældre,
beboere eller medarbejdere få indflydelse på
ting, der angår ens hverdag.
Det danske folkestyre har mange forskellige
aktører med hver deres roller, holdninger og interesser. | Danmark er
organisationer og foreninger også inddraget
idet politiske liv. Det kan blandt andre være
organisationer på arbejdsmarkedet,
som for eksempel Fagbevægelsens
Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), eller erhvervs- eller
miljøorganisationer.
DEN DANSKE STYREFORM
GRUNDLOVEN -— DANMARKS FORFATNING
Rammerne for det danske demokrati er fastlagt
i Danmarks Riges Grundlov, som
er Danmarks forfatning. Det er en ret kort
tekst med i alt 89 paragraffer, der indeholder de grundlæggende regler om og principper
for den danske stats styreform.
Grundloven sikrer også befolkningen en række
fundamentale rettigheder og friheder.
Danmark fik sin første demokratiske grundlov
den 5. juni 1849. Derfor er denne
dato Grundlovsdag. | næsten 200 år forinden
(siden 1660-61) havde landet været
styret af en enevældig konge. Grundlovens
vedtagelse betød, at kongens magt
blev delt med folkevalgte repræsentanter.
Samtidig blev en række grundlæggende frihedsrettigheder sikret.
Grundloven fra 1849 er et fundament, der siden
gradvist er blevet bygget videre
på. Først med Systemskiftet i 1901 måtte
kongen acceptere, at Folketinget
bestemmer, hvem der skal have regeringsmagten.
Dette system kaldes for
parlamentarisme.
| starten var det kun mænd over 30 år, der
kunne stemme. De måtte ikke have
modtaget fattighjælp og måtte ikke være
umyndiggjorte. De skulle desuden have
fast bopæl og være uberygtede. Kvinder og
tjenestefolk, det vil sige personer
uden egen husstand, som tjente og boede hos en
anden familie, fik ikke valgret.
Dette skete først med grundloven i 1915. Siden
er valgretsalderen til Folketinget
gradvist blevet nedsat fra 30 år frem til den
gældende valgretsalder på 18 år,
som blev vedtaget i 1978.
Grundloven er blevet ændret i 1866, 1915, 1920
og 1953. Den nuværende
grundlov er således fra 1953. Meget har ændret
sig i Danmark de sidste 170
år. Men mange af principperne og store dele af
teksten i den nyeste grundlov
stammer helt tilbage fra grundloven i 1849.
Det fremhæves ofte, at grundloven er en fast,
men rummelig ramme om det
danske folkestyre. Den er formuleret så
generelt, at det politiske liv har kunnet
forandre sig, uden at det har været nødvendigt
at ændre bestemmelserne i
grundloven.
Grundloven skal være med til at sikre politisk
stabilitet og beskytte borgernes
grundlæggende rettigheder. Det er derfor gjort
meget vanskeligt at ændre
grundloven. Grundloven kan kun ændres, hvis
der er tilslutning fra både Folketinget og befolkningen.
Det sikrer blandt andet, atet tilfældigt
politisk flertal ikke kan fratage et mindretal
dets grundlæggende rettigheder eller indføre
en helt anden styreform. Grundloven fra 1953 bærer stadig præg af sproget
tilbage fra 1849. Der anvendes ord
og udtryk, som ikke er almindelige i dag.
Læser man grundloven, kan man også
nemt få det indtryk, at kongen (nu dronningen)
stadig spiller en stor politisk rolle.
Men reglerne i grundloven fortolkes i praksis
på en sådan måde, at kongens
magt er overtaget af regeringen. Grundlovens
sprog er en af grundene til, at det
til tider har været debatteret, om grundloven
bør ændres, så den passer bedre
til nutiden. Det har også været diskuteret, om
grundloven skal være bedre til at
beskytte de grundlæggende friheds- og
menneskerettigheder, og om reglerne
for Danmarks deltagelse i internationalt
samarbejde skal ændres. Mange mener
imidlertid, at der ikke er grund til atændre
en velfungerende grundlov, som giver
mulighed for tilpasning til tiden. | øvrigt er
det endda meget svært og måske
nærmest umuligt at ændre grundloven på grund
af de strenge krav hertil.
HVAD SIGER GRUNDLOVEN?
Grundloven er den øverste lov i Danmark.
Folketinget og regeringen skal derfor
respektere grundloven og må ikke gøre noget i
strid med grundloven. Grundloven fastsætter de vigtigste spilleregler for
det nationale demokrati i Danmark.
Grundloven indeholder blandt andet regler om:
Statens øverste organer - Folketinget,
regeringen og domstolene - og
forholdet imellem dem.
Valg af medlemmer til Folketinget.
Vedtagelse af love.
Den danske stats forhold til omverdenen.
Den danske folkekirke.
Det lokale selvstyre.
Borgernes grundlæggende rettigheder.
Danmark har et repræsentativt demokrati. Det
vil sige, at befolkningen vælger
repræsentanter til Folketinget, der så træffer
beslutninger på folkets vegne. De
folkevalgte står på valgdagen til regnskab
over for vælgerne. Det er vælgerne,
der afgør,om det enkelte parti eller den
enkelte politiker skal vælges igen. Folkestyret i Danmark er således især et indirekte
demokrati. Det sker dog også, at
der afholdes folkeafstemninger. Her kan
befolkningen direkte tage stilling til et
konkret politisk spørgsmål.
| det danske demokrati gælder
parlamentarismen. Det betyder, at en regering
ikke kan dannes eller blive ved magten, hvis
den har et flertal i Folketinget imod
sig. Da vælgerne afgør, hvordan Folketinget
skal sammensættes, bestemmer
vælgerne også i den forstand, hvem der skal
have regeringsmagten. I 1953 blev
dette parlamentariske princip indføjet i selve
grundlovsteksten.
Statens magter tredelti en lovgivende magt, en
udøvende magt og en dømmende
magt. Denne tredeling af magten blev indført
med grundloven Ii 1849, der ophævede kongens enevældige magt. Magtens
tredeling betyder, at regeringen og
Folketinget i forening lovgiver (den
lovgivende magt). Det er regeringen, der via ministerierne — administrerer lovene i
praksis og fører dem ud i livet (den
udøvende magt). Den tredje magt er domstolene (den dømmende
magt). De
afgør konflikter mellem borgerne og mellem
borgerne og staten. Det er også
domstolene, der dømmer i straffesager.
Den 5. juni kaldes Grundlovsdag og fejres
hvert år som en national festdag med
politiske møder i hele landet.
Det er grundtanken, at de tre magter skal
kontrollere og begrænse hinandens magtudøvelse. Magtens tredeling skal med
andre ord sikre, at magten i
samfundet ikke bliver centraliseret eller
misbrugt. Delingen beskytter borgerne
mod vilkårlige indgreb. Denne tredeling af
magten findes i forskellige udgaver
ide fleste demokratiske lande. Danmarks
statsoverhoved er en monark. Det vil
sige en konge eller - som nu — en dronning. Monarkens
position går i arv og
giver ikke nogen politisk magt. Monarkens og
kongehusets andre medlemmer
har især en række cerimonielle opgaver.
Kongehuset repræsenterer for eksempel det
officielle Danmark over for udenlandske statsoverhoveder. Den politiske magt
udøves alene af regeringen og
Folketinget. Sådan er det også i andre
europæiske monarkier som Sverige, Norge,
Belgien og Storbritannien. Danmark har altså
ikke et folkevalgt — og politisk magtfuldt — statsoverhoved som for eksempel
præsidenterne i Frankrig og USA.
Grundloven indeholder også en regel om, at
dansk indfødsret (statsborgerskab)
kun kan meddeles ved lov. Det betyder, at det
er regeringen og Folketingets
flertal, der bestemmer, hvilke udlændinge der
kan tildeles dansk indfødsret.
Grundloven sikrer og beskytter desuden flere
grundlæggende friheds- og
menneskerettigheder. Det drejer sig blandt
andet om retten til frit at give
udtryk for sine holdninger under ansvar for
domstolene (ytringsfrihed), retten
til at mødes med andre (forsamlingsfrihed) og
retten til at danne foreninger.
Grundloven beskytter også den personlige
frihed, religionsfriheden, ejendomsretten og privatlivets fred.
Frihedsrettighederne beskytter således den
enkelte borger og mindretallet
imod, at flertallet misbruger sin magt.
DEMOKRATIETS INSTITUTIONER
FOLKETINGET
Folketinget er Danmarks parlamentog har sammen
med regeringen den lovgivende
magt. Folketinget har til huse på
Christiansborg i København.
Folketinget har 179 medlemmer. De 175 vælges i
Danmark, 2 på Færøerne, og
2 i Grønland.
Folketingsmedlemmerne hører næsten altid til
et politisk parti, og den politiske
debat i Folketinget foregår typisk mellem
partierne. Det sker ved, at de enkelte
medlemmer fremfører deres partis politiske
synspunkter. Folketingets møder er
iudgangspunktet offentlige. Enhver kan komme
ind på tilhørerpladserne i folketingssalen og lytte til debatterne. Denne
åbenhed er en vigtig del af demokratiet.
Folketingets møder bliver også optaget, så man
kan se dem på internettet via
Folketingets hjemmeside.
Folketingsåret begynder den første tirsdag i
oktober, hvor Folketinget mødes
efter sommerferien. På mødet holder
statsministeren en tale, hvor han eller
hun giver en redegørelse for rigets stilling —
det vil sige, hvilke udfordringer og
muligheder regeringen ser, og hvad regeringen
har tænkt sig at gøre ved det.
Denne tale kaldes for statsministerens
åbningstale. Folketingsmedlemmerne
debatterer herefter indholdet i talen.
Når Folketinget behandler et forslag til en ny
lov, foregår det i folketingssalen på
Christiansborg. Her diskuterer medlemmerne fra
de politiske partier alle lovforslag, inden de til sidst stemmer om dem. En
del af lovarbejdet foregår også i et
af de mange udvalg, som Folketinget har
nedsat. Hvert år vedtager Folketinget i
gennemsnit cirka 200 lovforslag. Et af disse
er forslaget til finansloven, som er
statens samlede budget for det næste år.
Folketinget bestemmer også, hvem der skal have
regeringsmagten efter et valg.
Ifølge grundloven er det formelt kongen eller
dronningen, der udnævner regeringen. Men kongen eller dronningen må ikke
udnævne en regering, der har et
flertal i Folketinget imod sig. Det
følger af det parlamentariske princip. Når en ny
regering skal dannes, vil der ofte blive
afholdt en såkaldt dronningerunde.
| en dronningerunde tager to repræsentanter
for hvert parti efter tur til dronningen for at give råd om, hvem de mener, der
skal lede forhandlingerne om en
ny regering, eller hvem, de mener, skal være
ny statsminister. På baggrund af de
råd, som dronningen modtager, kan hun enten
udpege den person, der har flest
mandater bag sig, som forhandlingsleder eller
pege direkte på en person, som
får til opgave at danne en ny regering med sig
selv som statsminister.
Det er regeringen og den offentlige
forvaltning, der skal føre lovene ud i livet. En
af Folketingets opgaver er derfor at
kontrollere, at det sker på den måde, som
Folketinget har ønsket. Kontrollen kan for
eksempel udføres ved, at det enkelte
folketingsmedlem beder en minister om at svare
mundtligt eller skriftligt på et
spørgsmål. Det er den mest almindelige måde at
føre kontrol på, og der stilles
hvert år flere tusinde spørgsmål til
ministrene. Et eller flere af Folketingets
medlemmer kan også rejse en
forespørgselsdebat. Det giver mulighed for en
noget længere debat i folketingssalen.
Folketingets stående (faste) udvalg kan
også kalde en minister i samråd. Ministeren må
så møde frem i udvalget og
besvare spørgsmål om konkrete politiske emner.
På disse måder kan Folketinget løbende følge
med i regeringens arbejde og
udtrykke sin støtte til eller kritik af
regeringen. Hvis et flertal i Folketinget for
eksempel er meget utilfreds med en minister,
kan Folketinget tvinge denne
minister til at gå af ved at udtale sin
mistillid til ministeren.
| praksis vælger en Minister dog ofte selv at
træde tilbage, hvis der udtales
alvorlig kritik. Folketingets flertal kan også
udtale mistillid til hele regeringen.
Det sker ved, at et flertal i Folketinget
udtaler sin mistillid til statsministeren. Det
kaldes et mistillidsvotum.
Regeringen må herefter gå af, eller
statsministeren må udskrive nyvalg. Under
forespørgselsdebatter fremsætter oppositionen
ofte forslag, der kritiserer regeringens politik. Der vedtages dog sjældent
forslag, der har karakter af et mistillidsvotum til regeringen. Men muligheden for
at gøre det spiller en betydelig
rolle i magtbalancen mellem regeringen og
oppositionen. Folketingets magt
over regeringen og ministrene er kernen I
parlamentarismen. Regeringen og de
enkelte ministre står således politisk til
ansvar over for Folketinget.
Hvis en minister mistænkes for at have gjort noget
ulovligt som led i sit arbejde
som minister, kan Folketinget eller regeringen
beslutte at stille ham eller hende
for en særlig domstol, Rigsretten.
Siden Rigsretten blev indført med den første
grundlov i 1849, har der kun været
rejst seks rigsretssager mod ministre.
Rigsretten består af op til 15 dommere
fra Højesteret og lige så mange medlemmer, som
er valgt af Folketinget for seks
år ad gangen. De medlemmer, som Folketinget
vælger, kan ikke samtidig være
medlemmer af Folketinget. | nyere tid har der
været rejst to rigsretssager. Den
ene i forbindelse med den såkaldte Tamilsag,
hvor en tidligere justitsminister i
1995 blev idømt fire måneders betinget fængsel
for at have forhindret tamilske
flygtninge fra Sri Lanka i at få
familiesammenføring. Og i 2021 blev en tidligere
udlændinge- og integrationsminister idømt 60
dages ubetinget fængsel for ulovligt at have adskilt asylsøgende ægtefæller og
samlevende par på asylcentre.
FOLKETINGETS UDVALG
En stor del af Folketingets arbejde foregår i
de stående (faste) udvalg, der
nedsættes af Folketinget. De kaldes ofte for
Folketingets værksteder. | folketingssalen trækkes de store linjer op, men det
er i udvalgene, at politikken bliver
drøftet grundigt og detaljeret.
Udvalgene skal behandle lovforslag, der bliver
fremsat. Når et lovforslag har
været til førstebehandling i folketingssalen,
sendes det normalt til nærmere
behandling i et udvalg. Her kan borgere eller
foreninger efter aftale med udvalget
komme på besøg og fremlægge deres synspunkter.
Alle har desuden mulighed
for at fremføre deres synspunkter ved at
skrive til udvalget. Når udvalget er
færdig med at behandle et lovforslag, skrives
der en rapport (betænkning). Den
indeholder blandt andet de enkelte partiers
holdning til lovforslaget. De stående
udvalg fører også kontrol med den enkelte
minister. En minister kan som nævnt
kaldes i samråd, og udvalgets medlemmer kan
stille spørgsmål til Ministeren.
Det enkelte stående udvalg beskæftiger sig typisk
med de politiske sager, der
hører til et bestemt Ministeriums fagområde.
Folketinget har for eksempel et
skatteudvalg, et finansudvalg og et
beskæftigelsesudvalg, fordi der findes et
skatte-, et finans- og et
beskæftigelsesministerium. Folketinget har også andre
stående udvalg, for eksempel et europaudvalg,
der behandler sager, der vedrører
samarbejdet i EU, og som stammer fra alle
Ministerier. Antallet af udvalg varierer. Der er normalt mellem 20 og 25 stående
udvalg. Folketingets udvalg består
kun af medlemmer af Folketinget. Typisk har et
udvalg 29 medlemmer, herunder
en formand og en næstformand. Udvalgene er
sammensat, så det enkelte parti
har et antal udvalgsmedlemmer, der nogenlunde
svarer til partiets størrelse i
Folketinget. Tanken er, at et flertal i et
udvalg skal afspejle et flertal i Folketinget.
Ifølge grundloven skal der være et
udenrigspolitisk nævn. Regeringen har pligt
til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske
Nævn, før den træffer beslutning
af større udenrigspolitisk rækkevidde. Det
giver mulighed for en bred politisk
debat og en bred politisk opbakning til de
store udenrigspolitiske beslutninger
som for eksempel, hvorvidt Danmark skal
anvende militær magt mod en anden
stat eller indgå en vigtig aftale med andre
lande.
Fordi samarbejdet i EU er så omfattende, er
der også oprettet et Europaudvalg.
Der har først og fremmest til opgave at føre
kontrol med den danske EU-politik.
| større sager skal regeringen derfor spørge
Europaudvalget til råds, før den
tager til forhandlinger i EU. Europaudvalget
giver på den baggrund regeringen
et forhandlingsmandat.
Mandatet fastlægger Danmarks holdning til
sagen, herunder om regeringen kan
stemme for eller imod et forslag.
Europaudvalget giver på denne måde Folketinget en mulighed for at styre for eksempel,
hvordan regeringen stemmer på
møderne i EU's Ministerråd.
REGERINGEN
Regeringen har den udøvende magt. Den
administrerer og fører lovgivningen ud
i livet. Men regeringen udarbejder også langt
de fleste lovforslag. Regeringen
har på den måde normalt den afgørende
indflydelse på den politiske dagsorden,
det vil sige, på hvilke aktuelle politiske
temaer, der bliver debatteret.
Regeringen ledes af statsministeren og består
af ministre fra ét eller flere partier. De
partier I Folketinget, som sammen har
regeringsmagten, kaldes regeringspartierne.
Hvis regeringspartierne tilsammen har
flertallet i Folketinget, taler man om en flertalsregering. Regeringen kaldes en
mindretalsregering, hvis den består af partier, som
tilsammen ikke har et sådant flertal og derfor
har brug for stemmer fra andre af Folketingets partier, når den skal skabe et flertal
bag sine forslag. De partier uden for regeringen, der støtter en mindretalsregering,
kaldes støttepartier. Folketingsmedlemmer og partier uden for regeringen, som
er modstandere af regeringen, kaldes for oppositionen.
Siden 2. Verdenskrig har langt de fleste
regeringer været mindretalsregeringer.
Og siden det nuværende valgsystem i sin
grundstruktur blev til i 1920, har der
ikke været noget enkelt parti, der har haft
flertallet i Folketinget. Det har skabt
en tradition for, at partierne prøver at blive
enige med hinanden om, hvordan
politiske spørgsmål skal løses. Politikere og
partier med meget forskellige holdninger og interesser er ofte nødt til at tale
sig frem til et kompromis, der kan
samle det nødvendige flertal i Folketinget -—
og Folketinget vedtager de fleste
love med et bredt flertal, det vil sige, at
langt de fleste af dets medlemmer typisk
stemmer for. Denne tradition for bred enighed
og samarbejde har man kaldt det
samarbejdende folkestyre. Det er et vigtigt
kendetegn ved den politiske kultur i
Danmark.
Den politiker, der efter et folketingsvalg har
mulighed for at danne regering,
udpeges til statsminister. Statsministeren er
den øverste politiske leder i landet.
Det er normalt lederen af det største af de
politiske partier, som indgår i regeringen, der udpeges til statsminister, men det
behøver det ikke at være.
En leder af et mindre parti kan også blive
statsminister. For eksempel var Hilmar
Baunsgaard fra Det Radikale Venstre
statsminister fra 1968 til 1971. Hans parti
var det mindste parti I regeringen, der
desuden bestod af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det afgørende er, at
vedkommende ikke har et flertal imod sig
i Folketinget. Statsministeren udnævner de
øvrige ministre, som får ledelsen og
det øverste ansvar for hvert sit område. Det
er således i princippet den enkelte
minister, der fastlægger regeringens politik
på sit eget arbejdsområde. | praksis
sker det dog Ii tæt samarbejde med den øvrige
regering, blandt andet ved regeringsmøder, hvor statsministeren har det
afgørende ord.
Enhver minister har et ministerium med mange
embedsmænd, som hjælper
ministeren i hans eller hendes arbejde. Dette
gælder for eksempel, når der skal
laves et lovforslag. Embedsmændene i et
ministerium bliver ansat på grundlag
af deres faglige kvalifikationer, | Danmark er
der ikke tradition for at udnævne
embedsmænd ud fra, hvilket parti de støtter.
Det er for eksempel tilfældet i USA.
De danske embedsmænd er neutrale, og de
beholder deres arbejde, selv om der
kommer en ny regering.
Antallet af ministre ligger ikke fast, men
besluttes af statsministeren. Siden år
2000 har der været mellem 17 og 23 ministre i
hver regering. Det kan ske, at
en minister leder flere ministerier på én
gang. Det kræver ingen formelle kvalifikationer at blive minister. De fleste har
dog stor politisk erfaring. En minister
behøver ikke at være medlem af Folketinget.
Eksempler i nyere tid på Ministre,
som er blevet udnævnt uden at være medlemmer
af Folketinget, er Tommy
Ahlers (Venstre), som var iværksætter i det
private erhvervsliv og blev udnævnt
til uddannelses- og forskningsminister i 2018,
Jeppe Kofod (Socialdemokratiet),
som var medlem af Europaparlamentet og blev
udnævnt til udenrigsminister
i 2019 og Joy Mogensen (Socialdemokratiet),
som var borgmester i Roskilde
Kommune og blev udnævnt til kulturminister og
kirkeminister også i 2019.
Hvis en minister ikke er medlem af
Folketinget, kan han eller hun ikke deltage
i Folketingets afstemninger. En Minister har
dog altid adgang til at deltage i
Folketingets møder og skal naturligvis også
fremlægge lovforslag på Folketingets talerstol inden for vedkommendes
Ministerområde.
Folketinget vælges for en periode på højst
fire år ad gangen. Statsministeren
kan når som helst udskrive nyvalg i løbet af
en valgperiode. Det kaldes for
opløsningsretten og er statsministerens våben
over for Folketinget. For hvis der
udskrives valg, skal vælgerne på ny afgøre,
hvem der skal vælges ind.
Nyvalg bliver ofte udskrevet på et tidspunkt,
hvor der er god opbakning til regeringens politik blandt vælgerne, og hvor
regeringen dermed har gode muligheder
for genvalg. Men det kan også ske, hvis
Folketinget nedstemmer en regering i et
vigtigt politisk spørgsmål. Det overlades så
til vælgerne at tage stilling til, om de
ønsker at støtte regeringens eller
oppositionens politik på det pågældende felt.
Efter nyvalg kan statsministeren fortsætte,
hvis han eller hun stadig ikke har et
flertal imod sig I Folketinget. Der er ingen
grænser for, hvor mange valgperioder
en statsminister må være ved magten.
DOMSTOLENE
Domstolene har den dømmende magt. Det er slået
fast i grundloven.
De danske domstole er uafhængige. Det betyder,
at Folketinget og regeringen
ikke konkret kan bestemme, hvordan domstolene
skal dømme i en retssag.
Dommere udnævnes efter indstilling fra et
uafhængigt Dommerudnævnelsesråd.
For at kunne blive udnævnt til
højesteretsdommer skal man også først være
vurderet egnet af Højesteret. Og dommere kan
som klar hovedregel ikke afsættes
administrativt. | grundloven står der, at dommerne
i deres kald alene har at rette
sig efter loven. Domstolene skal fungere som
upartiske konfliktløsere, som alle kan
have tillid til. En dommer skal fremstå
neutral, når han eller hun befinder sig i retten.
En dommer må derfor ikke bære symboler, der
tilkendegiver en religiøs eller politisk
overbevisning. Dette skal understøtte den
almindelige tillid til domstolene.
Domstolene kan også føre kontrol med
Folketingets love. Folketinget må nemlig
ikke handle i strid med grundloven. Det
betyder, at domstolene kan tage stilling
til, om en lov strider imod grundloven. | så
fald kan domstolene underkende
loven, selv om den er vedtaget af et flertal i
Folketinget. De danske domstole har
dog hidtil været meget forsigtige med at
underkende love, selv om det faktisker
sket. | en del andre lande er det mere
almindeligt, at domstolene foretager en
mere indgående kontrol af, om lovene
overholder landets forfatning.
Domstolene fører kontrol med regeringen og den
offentlige forvaltning.
Domstolene kan således tage stilling til, om
eksempelvis et ministerium eller en
kommune har truffet en ulovlig afgørelse i en
sag. | dag har borgerne dog også
mange andre muligheder, hvis de ønsker at
klage over den offentlige forvaltning. Der
er for eksempel etableret flere nævn, der
supplerer domstolene og har til opgave at
afgøre klagesager. Der er også adgang til at
klage til folketingets ombudsmand, der
kan udtale kritik af myndighedernes afgørelser
eller sagsbehandling.
Endelig er det domstolenes opgave at løse
retlige konflikter mellem borgerne og at
dømme i straffesager, hvor en borger anklages
for at have begået noget strafbart.
Den øverste domstol i Danmark er Højesteret.
Den har eksisteret siden 1661.
Højesteret behandler først og fremmest sager,
der tidligere er blevet behandlet
i én af de to landsretter. Man siger derfor,
at Højesteret er en appelret. Det
betyder, at man ikke kan anlægge sager direkte
ved Højesteret. Højesterets
domme er endelige og kan ikke appelleres.
Sager starter som hovedregel i
byretten. En sag kan normalt appelleres én
gang. Man siger, at man har ret til at
få sin sag prøvet i to instanser
(to-instansprincippet). Starter sagen i byretten,
kan den som hovedregel appelleres til landsretten.
En sag, der er appelleret fra
byretten til landsretten, kan appelleres til
Højesteret med en særlig tilladelse.
Man siger, at byretten er den første
retsinstans i Danmark, landsretten den anden,
og Højesteret den tredje og sidste
retsinstans. Der er én højesteret, to landsretter
og 24 byretter. Herudover findes der Sø- og
Handelsretten i København, der især
behandler sager, hvor et stort kendskab til
erhvervsforhold er af betydning.
Grønland og Færøerne har deres egne domstole.
Færøerne har Retten på
Færøerne. Grønland har fire kredsretter samt
Retten i Grønland og Grønlands
Landsret. Domstolene på Grønland og Færøerne
er integreret med det danske
retssystem, og deres afgørelser kan i sidste
ende ankes til Højesteret ligesom
danske domme ved lavere retsinstanser.
FOLKETINGSVALG
De frie valg er noget af det vigtigste I et
demokrati. Ved folketingsvalg har den
enkelte vælger indflydelse på, hvilke
politikere og hvilke politiske partier der
skal sidde i Folketinget. Her kan vælgerne
altså give udtryk for deres holdninger
til den hidtidige politik og til den politik,
de ønsker fremover. Den enkelte vælger
har ikke pligt til at stemme ved et
folketingsvalg. Siden år 2000 har mellem
84 og 88 procent - i gennemsnit 86 procent —
af vælgerne stemt, når der har
været folketingsvalg. Det er en høj andel i
forhold til de fleste andre lande — også
Danmarks nabolande. | Sverige har
valgdeltagelsen til sammenligning været på
84 procent, I Norge 77 procent, i Tyskland 75
procent og Ii Storbritannien 65
procent, når der siden 2000 har været valg til de pågældende
landes nationale
parlamenter.
Der skal afholdes folketingsvalg mindst hvert
fjerde år. Det står i grundloven.
Folketingets medlemmer vælges således for
højst fire år ad gangen, men der er
ingen øvre grænse for, hvor mange gange et
medlem kan stille op til Folketinget
og blive valgt. Det er statsministeren, der
har ansvar for, at der udskrives nyvalg,
inden valgperioden udløber. Det kan være efter
de fire år eller tidligere, hvis
statsministeren ønsker det.
Folketingsvalg afholdes som almindelige,
direkte og hemmelige valg.
Almindelige betyder, at alle personer med
dansk indfødsret har valgret og
dermed ret til at stemme ved valget. De skal
dog være fyldt 18 år (myndighedsalderen) og have fast bopæl i riget, det
vil sige i Danmark, i Grønland eller
på Færøerne.
Direkte betyder, at der stemmes direkte på de
opstillede kandidater eller
partier.
Hemmelige vil sige, at man som vælger frit kan
afgive sin stemme, uden at
andre kan se, hvem man stemmer på.
En person, der har valgret til Folketinget,
opfylder normalt også betingelserne for at
kunne blive valgt til Folketinget. Man siger,
at vedkommende er valgbar. For at være
valgbar skal man således blandt andet have
dansk indfødsret, være fyldt 18 år og
have fast bopæl i riget (Danmark, Færøerne
eller Grønland). Men man må ikke være
straffet for noget, som i folks øjne gør én
uværdig til at sidde i Folketinget. Det er
Folketinget, der bestemmer, om et dømt medlem
skal anses som uværdigt.
VALGSYSTEMET
Hvis man ønsker at stille op til et
folketingsvalg, kan det ske på to måder. Man
kan stille op som kandidat for et parti, der
har ret til at deltage i valget, et såkaldt
opstillingsberettiget parti, som så skal
godkende én. Det er langt det mest almindelige. For at et parti kan blive
opstillingsberettiget, skal det have indsamlet et
vist antal underskrifter, som skal godkendes
af indenrigsministeren. Normalt er
der tale om cirka 20.000 underskrifter. Men
man kan også stille op som kandidat
og blive valgt til Folketinget uden for
partierne. Så skal mindst 150 vælgere i ens
opstillingskreds skrive under på, at de
anbefaler én, før man kan stille op. Meget
få er blevet valgt på denne måde.
Alle stemmeberettigede, der bor i Danmark,
modtager automatisk et valgkort.
På valgdagen kan borgeren stemme på to
forskellige måder. Man kan stemme
på en bestemt politiker (kandidat). Det kaldes
en personlig stemme. Man kan
også stemme på et politisk parti. Det kaldes
en partistemme. Man skal kun sætte
ét kryds på stemmesedlen. Der kan altså ikke
stemmes på flere partier eller på
flere kandidater. Når stemmerne er talt op,
fordeles mandaterne (pladserne) i
Folketinget efter en metode, som er besluttet
på forhånd.
Når folketingsvalget er overstået, forhandler
de valgte partier og medlemmer
om, hvem der skal danne regering. Alle vælgere
kan også brevstemme forud for
valget i stedet for at møde op på valgstedet
og stemme på selve valgdagen. Det
foregår ofte ved, at man møder op på
Borgerservice i sin kommune og afgiver
sin stemme i en brevkonvolut. Men brevstemmer
kan også ofte afgives på for
eksempel sygehuse og plejehjem, hvor mange
vælgere har svært ved at bevæge
sig til valglokalerne på grund af sygdom eller
alderdom.
Det danske valgsystem er sådan indrettet, at
Folketingets sammensætning så
vidt muligt kommer til at afspejle, hvem
vælgerne har stemt på.
Mandaterne fordeles efter forholdstalsmetoden.
Det betyder, at et politisk parti
så vidt muligt får den samme andel af
pladserne i Folketinget som er partiets
andel af de afgivne gyldige stemmer. Har et
parti for eksempel fået ti procent af
stemmerne, skal det rundt regnet have ti
procent af mandaterne.
Det danske valgsystem giver også små partier
gode muligheder for at komme
i Folketinget. Dertil kræves normalt, at de
får Mindst to procent af de afgivne
gyldige stemmer. Denne såkaldte spærregrænse
er forholdsvis lav. | Sverige
og Norge er den for eksempel fire procent og i
Tyskland fem procent. | praksis
betyder det, at mange små partier gennem
tiderne har været repræsenteret i
Folketinget, som i sammenligning med
parlamenterne i de ovennævnte nabolande også typisk har flere partier. Siden
1973 har der været mellem syv og 11
partier, som er blevet valgt til Folketinget
ved hvert valg.
HVORDAN ARBEJDER DEMOKRATIET?
Det danske demokrati kommer tydeligt til
udtryk, når Folketinget drøfter og
behandler et lovforslag. Det er her, partierne
viser deres forskellige politiske
synspunkter og interesser. Og det er her, man
hører forskellige holdninger til,
hvordan det danske samfund bør indrettes.
Folketingets debatter om lovenes
indhold er derfor meget centrale i
folkestyret.
I lovgivningen kan Folketinget fastsætte
rammerne for det danske samfund og
for borgernes dagligdag. Både regeringen og
det enkelte folketingsmedlem kan
fremsætte lovforslag, det vil sige foreslå en
ny lov eller foreslå at ændre en
gældende lov. | praksis fremsætter regeringen
dog langt de fleste forslag til love.
Det er nemlig ofte et stort arbejde at
udarbejde lovforslag. Og den nødvendige
viden og arbejdskraft findes især hos
embedsmændene i regeringens mMinisterier. Et eller flere medlemmer af Folketinget
kan dog også fremsætte et forslag
til en folketingsbeslutning, der pålægger
regeringen at udarbejde et lovforslag.
En folketingsbeslutning skal ligesom love
vedtages af et flertal i Folketinget.
Ideen til en ny lov eller en ændring af en
eksisterende lov kan komme mange
forskellige steder fra. Ideen kan for eksempel
stamme fra en borger, en forening,
en interesseorganisation eller en kommune.
De gør måske opmærksom på forhold, som de
ønsker ændret. Det kan så nogle gange
få en minister eller et folketingsmedlem til
at tage sagen op. Andre gange er det en
sag i medierne, der sætter den politiske dagsorden. Det kan for
eksempel være en
tv-udsendelse, der får en politiker til at foreslå en ny lov
eller en lovændring. De fleste
initiativer kommer dog fra regeringen selv,
når den skal føre sin politik ud i livet.
En del af den lovgivning, der gælder i
Danmark, udspringer også af forskellige
former for internationalt samarbejde. Her
spiller især nye regler I EU en stor rolle.
Et lovforslag skal gennemgå tre behandlinger i
Folketinget, før det kan blive endeligt
vedtaget. Formålet er blandt andet at sikre,
at lovforslagene bliver grundigt behandlet.
Den tredje behandling af lovforslaget slutter
med en afstemning. Hvis der er flertal for
lovforslaget, er det vedtaget. Hvis der er et
flertal imod, bliver det forkastet.
Afstemningerne er kun gyldige, hvis over
halvdelen af folketingsmedlemmerne
deltager, det vil sige mindst 90 medlemmer.
Når Folketinget har vedtaget et lovforslag, skal både dronningen og en minister
skrive det under. Herefter bliver loven
offentliggjort og kan træde i kraft.
DIREKTE DEMOKRATI: FOLKEAFSTEMNINGER OG
BORGERFORSLAG
Det grundlæggende princip i det danske
demokrati er, at de valgte politikere er
befolkningens repræsentanter i Folketinget og
i de øvrige politiske forsamlinger.
Det vil sige, at politikerne træffer de
politiske beslutninger på vegne af befolkningen. Politikerne må til gengæld stå til
ansvar over for vælgerne på valgdagen.
Dette repræsentative demokrati bliver nogle
gange suppleret af et direkte
demokrati i form af folkeafstemninger. Her
deltager befolkningen direkte i den
demokratiske beslutningsproces. De kan altså
selv tage stilling til, om de er for
eller imod et bestemt lovforslag.
Grundloven fastsætter, at nogle spørgsmål skal
afgøres ved en folkeafstemning.
Det gælder blandt andet, hvis grundloven eller
valgretsalderen skal ændres. Et
mindretal af Folketingets medlemmer på mindst
en tredjedel, det vil sige 60
medlemmer, kan også kræve, at et vedtaget
lovforslag bliver forelagt folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse.
Der findes desuden regler om folkeafstemning, når Danmark afgiver
selvbestemmelsesret (suverænitet) ved at deltage
ietinternationalt samarbejde. Hvis færre end
150 af Folketingets 179 medlemmer
(men dog et simpelt flertal på mindst 90
medlemmer har sagt ja til Danmarks
deltagelse i det internationale samarbejde,
afholdes der folkeafstemning om,
hvorvidt Danmark skal deltage i det internationale
samarbejde. Denne bestemmelse har fået særlig betydning i forbindelse
med Danmarks medlemskab af EU.
Siden grundloven sidst blev ændret i 1953, har
der været gennemført 16 folkeafstemninger. Over halvdelen af dem har
handlet om Danmarks forhold til EU.
| 2000 stemte et flertal af vælgerne imod, at
den fælles europæiske mønt,
euroen, blev indført i Danmark i stedet for
den danske krone. Der var flertal i
Folketinget for at indføre euroen, men
vælgerne sagde altså nej.| 2009 stemte et
flertal for ligestilling mellem kønnene med
hensyn til i arvefølgen I kongehuset,
så mænd og kvinder har lige arveret til
tronen. Ved den seneste afstemning i
2022 stemte et stort flertal ja til at
afskaffe forbeholdet over for EU's forsvarsog sikkerhedspolitik.
Borgerne har siden 2018 også haft mulighed for
at få indflydelse ved at stille
såkaldte borgerforslag. Dette giver borgere,
der har valgret til Folketinget, mulighed
for at stille et forslag offentligt på
hjemmesiden www.borgerforslag.dk. Det kræver
mindst fire borgere at kunne stille et
borgerforslag. Andre borgere med valgret til
Folketinget har herefter mulighed for at
støtte borgerforslaget. Får et borgerforslag
50.000 støtter inden 180 dage, overvejer
Folketinget, om forslaget skal fremsættes i
Folketinget. Borgerne har ikke krav på, at et
borgerforslag fremsættes i Folketinget.
Det skyldes, at grundloven siger, at kun
medlemmer af Folketinget og ministre kan
fremsætte forslag I Folketinget. De fleste
borgerforslag, som er blevet fremsat, har
dog ikke kunnet opnå flertal i Folketinget.
Borgerforslaget om at give bedre rettigheder for fødende kvinder, for eksempel til at
have den samme jordmoder under
hele forløbet og til at overnatte på sygehuset
efter fødslen, er dog et eksempel på et
borgerforslag, der er blevet vedtaget i
Folketinget. Det skete i 2021.
DET LOKALE SELVSTYRE I KOMMUNER OG REGIONER
Det lokale selvstyre er en hjørnesten i det
danske folkestyre. Det har dybe
rødder tilbage i historien, at lokalsamfundene
løser mange af samfundets fælles
opgaver. Danmark er blandt de lande i Europa,
som har lagt flest opgaver hos
det lokale og regionale styre i kommuner og
regioner. Især danske kommuners
opgaver er vokset stærkt i takt med, at
velfærdssamfundet har udviklet sig.
Kommunerne og regionerne løser I dag en bred
vifte af den offentlige sektors
opgaver. På den måde er de et vigtigt
fundament for velfærdssamfundet.
Det lokale selvstyre er et nærdemokrati. Det
giver den enkelte borger mulighed
for at påvirke de forhold, der er tæt på
borgernes hverdag. Det kan være i
kommunen eller i regionen. Det sker blandt
andet gennem kommunale og regionale valg. Ved siden af det nationale
demokrati i Folketinget er der altså også et
lokalt og regionalt demokrati I landets
kommuner og regioner.
Kommunernes ret til selvstændigt at styre
deres anliggender står i grundloven. Men der står ikke meget andet om
kommunerne og heller ikke noget om,
hvilke opgaver de skal løse. Det er
Folketinget, der fastsætter rammerne for det
lokale selvstyre og bestemmer kommunernes
opgaver. Staten fører tilsyn med,
hvordan kommunerne løser deres opgaver.
Tanken bag det lokale selvstyre er, at de
offentlige opgaver, der berører de enkelte
borgeres dagligdag, skal løses så tæt på
borgerne som muligt. Det kaldes ofte
nærhedsprincippet. Der er også tradition for,
at kommunerne så vidt muligt selv
skal kunne beslutte, hvordan de vil løse og finansiere de
lokale opgaver. Ofte får
kommunerne mulighed for at løse offentlige
opgaver på den måde, der passer
bedst til de lokale behov og ønsker.
Kommunerne har også ret til at udskrive skat.
Dermed er de selv med til at skaffe de fleste
af pengene til at løse deres opgaver.
Der er dog stor forskel på den befolkning, der
bor i de enkelte kommuner.
Nogle kommuner har mange flere borgere med
høje indtægter end andre og dermed
et bedre skattegrundlag. Andre kommuner har
flere borgere på overførselsindkomst (for eksempel kontanthjælp,
arbejdsløshedsdagpenge eller førtidspension)
og dermed højere udgifter. For at sikre at der
er råd til et nogenlunde ensartet
velfærdssamfund i hele Danmark, er der derfor
en række kommunale udligningsordninger og statslige tilskud, der flytter
mange penge mellem kommunerne.
Derudover er det Folketinget og regeringen,
der fastsætter vilkårene for kommunernes arbejde. Og forholdet mellem stat og
kommuner er nogle gange præget
af konflikter. Folketinget og regeringen er
interesseret i, at kommunerne følger
den nationale politik, og at alle kommuner I
landet giver borgerne nogenlunde
de samme tilbud og vilkår. Modsat synes nogle
kommuner indimellem, at staten
blander sig for meget i det lokale selvstyre.
De mener, at kommunerne fratages
muligheden for selv at bestemme, hvordan de
vil løse opgaverne.
Det danske kommunestyre udvikler sig hele
tiden. 1. januar 2007 trådte en større
strukturreform i kraft. Fra den dag blev 271
kommuner slået sammen til 98, og
de tidligere 14 amter blev erstattet af 5
regioner. Der er også lavet om på fordelingen af opgaverne mellem staten, kommunerne
og regionerne. | modsætning
tilde gamle amter har regionerne ikke mulighed
for selv at udskrive skat, men
modtager derimod penge til at afholde sine
udgifter fra staten og kommunerne.
Danmark består således af af 98 kommuner og er
inddelt i fem regioner:
+ Region Hovedstaden med 29 kommuner
+ Region Sjælland med 17 kommuner
+ Region Syddanmark med 22 kommuner
+ Region Midtjylland med 19 kommuner
+ Region Nordjylland med 11 kommuner.
KOMMUNALBESTYRELSER OG REGIONSRÅD
De danske kommuner ledes af folkevalgte
kommunalbestyrelser, som ofte kaldes
byråd. Kommunalbestyrelsens formand kaldes
borgmester og vælges af kommunalbestyrelsen lige efter kommunalvalget. På
samme måde ledes hver region af
et regionsråd, der selv vælger en formand.
Medlemmer af såvel kommunalbestyrelser som regionsråd vælges for fire år ad
gangen. Valget holdes over hele landet
hvert fjerde år i november, og kommunerne og
regionerne kan ikke vælge at holde
valg på andre tidspunkter.
Enhver myndig borger har ret til at deltage i
kommunal- og regionalvalg. Man
skal blot være fyldt 18 år og have fast bopæl
i kommunen eller regionen. Man
behøver altså ikke at have dansk indfødsret
for at deltage i kommunal- og regionalvalg. Det er nok, at man enten er
statsborger I et andet EU-land, Island eller
Norge eller uden afbrydelse har boet fast i
Danmark i de sidste fire år forud for
valgdagen. Alle borgere, der har valgret til
kommunalvalg og regionalvalg, kan
som hovedregel også stille op som kandidater
til disse valg.
De fleste landsdækkende politiske partier
stiller også op til de lokale valg
i kommuner og regioner, men andre partier og
grupper kan også stille op.
Lokale spørgsmål får tit lokale borgergrupper
til at stille op på deres egne kandidatlister, de såkaldte lokallister.
Lokallisterne kæmper ofte for helt bestemte
lokalpolitiske mål.
Det seneste valg til kommunalbestyrelser og
regionsråd blev afholdt den 16.
november 2021.
Som følge af dette valg fordeler
borgmesterposterne i landets 98 kommuner sig
således på de forskellige partier:
Socialdemokratiet 44
Venstre 34
Det Konservative Folkeparti 14
Socialistisk Folkeparti 2
Radikale Venstre 1
Liberal Alliance 1
Derudover fik lokallisterne 2
borgmesterposter.
Som følge af valget til de fem regionsråd
kommer 3 af formændene fra Socialdemokratiet, mens 2 kommer fra Venstre.
DE KOMMUNALE OG REGIONALE ORGANISATIONER
Landets regioner og kommuner har mange ens
opgaver og interesser. Derfor arbejder
de tæt sammen gennem Danske Regioner og KL
(Kommunernes Landsforening).
De to organisationers overordnede målsætninger
er at styrke det lokale selvstyre
i regionerne og kommunerne. For eksempel
repræsenterer KL kommunerne i
forhandlinger med regeringen om kommunernes
økonomi og om lovforslag.
DEMOKRATIETS DELTAGERE
Der er mange deltagere i et demokrati.
Vælgerne er grundlaget for folkestyret.
Det er dem, der forsyner politikerne med magt.
| det daglige politiske liv spiller
politikerne og partierne en central rolle, når
der skal vedtages ny lovgivning. Men
der er mange andre, der prøver at få
indflydelse på de demokratiske beslutninger.
Interesseorganisationer og foreninger forsøger
at påvirke det politiske liv. Medierne
betyder også meget for, hvilke spørgsmål der
kommer på den politiske dagsorden.
Derudover spiller det private erhvervsliv og
den offentlige sektor også en rolle. Nogle
af demokratiets mange deltagere bliver
beskrevet i det følgende.
VÆLGERNE
Det er demokratiets grundsætning, at al magt
udgår fra folket, det vil sige
vælgerne. Og der er hård kamp om vælgernes
gunst. Stadig færre vælgere
stemmer på det samme parti hele livet.
For 60 år siden stemte de fleste vælgere på et parti, der
svarede til deres arbejde
og klasse i samfundet, og som varetog særligt
deres økonomiske interesser.
Arbejderne stemte typisk på Socialdemokratiet,
bønderne stemte på Venstre, og
selvstændigt erhvervsdrivende og borgerskabet
stemte typisk på Det Konservative
Folkeparti. Vælgerne var tro mod deres parti
og mod partiets ideologi. De stemte
ofte på samme parti hver eneste gang, næsten
uanset hvordan partiet handlede i
det politiske system. Sådan er det ikke
længere. Vælgerne skifter langt oftere parti
idag. Vælgerne stemmer også i højere grad ud
fra deres holdninger til spørgsmål,
der ikke nødvendigvis har med deres egne
økonomiske interesser at gøre.
Det kan være holdninger til enkeltsager, der
er politisk aktuelle netop nu. Disse
enkeltsager kan dreje sig om sundhed,
indvandring, klima, hvor hårdt kriminalitet
skal straffes eller noget helt femte. Omvendt
er der stadig mønstre i stemmeafgivningen. Privatansatte stemmer forholdsvis
mest på borgerlige partier.
Offentligt ansatte stemmer forholdsvis mest på
Socialdemokratiet og andre partier
på venstrefløjen. Mænd stemmer mere på borgerlige
partier, og kvinder oftere på
partier på venstrefløjen. Landmænd stemmer
overvejende på Venstre.
DE POLITISKE PARTIER
De politiske partier er nok de vigtigste
deltagere i det danske demokrati. Ved valgene
foregår den politiske kamp mellem partierne.
Netop i valget mellem forskellige
politiske partier kan vælgerne give udtryk for
deres politiske synspunkter.
Partierne fungerer på den måde som talerør for
befolkningens forskellige politiske
holdninger, men de har også stor indflydelse
på vælgernes holdninger. Når partierne
melder bestemte politiske holdninger ud,
påvirker det vælgerne. Også i det daglige
politiske arbejde spiller partierne en
afgørende rolle i den løbende politiske debat.
De politiske partier er ikke nævnt i
grundloven. Da Danmark fik sin første grundlov i
1849, fandtes der ikke politiske partier, som
de kendes i dag. Et medlem af Rigsdagen
skulle tjene hele folket og ikke være bundet
af særinteresser. Men efterhånden som
folkestyret udviklede sig i anden halvdel af
1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet,
opstod de politiske interessegrupper og
partier.
Man kan som borger være medlem af et af de
politiske partier. Omkring 1950 var cirka
650.000 personer medlem af et politisk parti. Det
svarede til næsten hver fjerde med
valgret til Folketingsvalg. Siden er tallet
faldet betydeligt. | 2020 var tallet omkring
135.000. Det svarer til mindre end hver 30.
med valgret til Folketingsvalg. De to største partier, Venstre og
Socialdemokratiet, har hver omkring 30.000 medlemmer. Det er partiernes
medlemmer, der afgør, hvem et parti skal opstille som kandidater og
dermed, hvilke kandidater resten af
befolkningen kan stemme på ved et valg. Selv om
de politiske partier har færre medlemmer, er
de fortsat meget vigtige deltagere i det
demokratiske liv, og de har også stor
indflydelse på vælgernes holdninger.
FOLKETINGSMEDLEMMERNE
Et folketingsmedlem er kun bundet af sin
personlige overbevisning og ikke af
nogen forskrift fra vælgerne eller fra deres partier. Sådan står der i den danske
grundlov. Det vil sige, at medlemmet i
princippet kun repræsenterer sig selv. Han
eller hun kan derfor stemme imod sit partis
officielle politik, for eksempel hvis
den strider imod vedkommendes personlige
holdninger.
Som hovedregel følger de enkelte politikere
dog deres partis politiske linje.
l enkelte sager beslutter et parti i
Folketinget, at dets medlemmer stilles frit.| de
tilfælde fastlægger partiet ikke en fælles
holdning. Oftest sker det i sager, der
handler om moral og etik. Det kan for eksempel
være I diskussioner om abort,
kunstig befrugtning eller om homoseksuelles
rettigheder.
Et medlem af Folketinget kan også vælge at
træde ud af sit parti, hvis han eller
hun ikke længere føler sig enig med sit partis
holdninger. Den pågældende kan i
så fald blive enten løsgænger eller medlem af
et andet parti. Men han eller hun
bevarer sit medlemskab af Folketinget indtil
næste folketingsvalg og kan fortsat
deltage i afstemninger.
INTERESSEORGANISATIONER OG FORENINGER
I Danmark er der tradition for, at politikerne
inddrager foreninger og interesseorganisationer i de politiske beslutninger. De
relevante organisationer bliver
hørt og prøver at tilkendegive deres
synspunkter over for Ministerierne — for
eksempel ved at skrive eller komme til møder —
når der arbejdes med ny lovgivning, der berører deres interesser og
medlemmer. De kan også efter aftale møde
op i Folketingets forskellige udvalg.
Interesseorganisationer søger på den måde
at opnå indflydelse og at påvirke den
politiske dagsorden. Men de bidrager også
ofte med nyttig viden til den politiske
proces. Interesseorganisationer indgår ofte
i udvalg og arbejdsgrupper nedsat af
regeringen.
Interesseorganisationer opstod samtidig med de
politiske partier i slutningen af
1800-tallet. De spiller fortsat en aktiv rolle
i det politiske liv.
I begyndelsen var det arbejdsgiverforeninger,
fagforeninger og landboforeninger.
Mens partierne tog sig af den politiske kamp,
fokuserede interesseorganisationerne
mere snævert på medlemmernes interesser,
herunder deres økonomiske forhold
og arbejdsforhold. | denne periode og langt op
i 1900-tallet var der tætte bånd
mellem partier og interesseorganisationer.
Socialdemokratiet samarbejdede fast
med Landsorganisationen i Danmark (LO) — den
største hovedorganisation for
fagforeninger i Danmark, som nu er del af
Fagbevægelsens Hovedorganisation
(FH) - Det Konservative Folkeparti med Dansk
Arbejdsgiverforening og Venstre
med Landbrugsrådet (nu del af Landbrug og
Fødevarer). Gennem de seneste
cirka 25 år er de tætte bånd mellem partier og
organisationer blevet løsere. Alle
interesseorganisationer søger at påvirke de
fleste partier i Folketinget.
Der er også kommet mange nye
interesseorganisationer til. I dag dækker
interesseorganisationer og foreninger næsten
alle områder af det politiske
liv. De gamle organisationer er suppleret af
en række nye inden for områder
som for eksempel klima, sundhed og uddannelse.
MEDIERNE OG DEN OFFENTLIGE DEBAT
Medierne spiller på flere måder en vigtig
rolle for demokratiet i Danmark. På den
ene side er radio, tv, aviser, blade og
sociale medier med videre med til at bringe
den politiske debat ud til en bredere kreds af
borgere. På den anden side fungerer
medierne også som kanaler, hvor borgerne kan
bidrage til debatten med deres
meninger. Endelig kan medierne også selv
påvirke den politiske dagsorden. På alle
tre måder fungerer de som et bindeled mellem
politikere og vælgere.
De danske medier er uafhængige af regeringen. Derfor
kan de frit debattere og
forholde sig kritisk til den politiske
dagsorden. Tidligere fungerede en række danske
aviser som talerør for de politiske partier.
De var med andre ord partipolitisk styret.
Selv I mange mindre byer udkom fire aviser,
der repræsenterede de fire gamle
partier: Socialdemokratiet, Venstre, Det
Radikale Venstre og Det Konservative
Folkeparti. Aviserne gengav trofast partiets
synspunkter, og læserne var ofte
medlemmer af partiet. | løbet af 1960'erne
ændrede aviserne karakter og
frigjorde sig fra de politiske partier. De fleste aviser har
imidlertid stadig politiske
holdninger, som kan være borgerlige eller
venstreorienterede. Men disse holdninger kommer overvejende frem i avisernes
såkaldte ledere, som er avisernes
egne kommentarer til de politiske
begivenheder.
Siden 1980'erne har aviserne endnu tydeligere
påtaget sig opgaven som
”samfundets vagthund”. Det vil sige, at de på
borgernes vegne holder øje med
alle former for magthavere. På de fleste
medier opfattes en historie, der er
kritisk over for magten, som en god
nyhedshistorie. Derfor taler man også om
medierne som ”den fjerde statsmagt”.
DEMOKRATI I HVERDAGEN - MEDBORGERSKAB
Demokratiet er bredt ud til mange dele af det
danske samfund. Der er for
eksempel tradition for, at borgerne kan være
med til at fastlægge rammerne
for deres hverdag. Eksempelvis i den lokale
skole, hvor forældre og elever kan
diskutere skolens forhold i skolebestyrelsen
eller i klasse- og elevråd. Dette
demokrati i hverdagen finder man også i
bestyrelser i bolig- og andelsforeninger.
Der er også en lang tradition for, at
medarbejderne har indsigt i og indflydelse på
forholdene på deres arbejdsplads via et såkaldt
samarbejdsudvalg. I alle disse
sammenhænge arbejder man efter demokratiske
principper.
Danmark er også kendetegnet ved et rigt
forenings- og organisationsliv. Der
findes ikke mange andre lande, hvor folk er
medlem af så mange foreninger
og organisationer, Omkring 90 procent af den
danske befolkning er medlem af
mindst én forening, og omkring 35 procent har
udført frivilligt arbejde gennem
en forening. | gennemsnit er hver enkelt
dansker medlem af tre-fire foreninger
eller organisationer. Det kan være
organisationer på arbejdsmarkedet eller
fritidsorganisationer, hvor medlemmerne samler
sig om en fælles hobby eller
interesse. Andre er medlem af organisationer,
der vil fremme bestemte formål,
for eksempel at beskytte miljøet.
For mange borgere virker foreningslivet og
hverdagsdemokratiet også som en
træning I demokrati. Her drøfter man sager med
hinanden, indhenter viden,
afprøver argumenter, indgår kompromiser og
stemmer om forslag. Deltagerne
bliver på den måde vant til at prøve at finde
rimelige løsninger på de problemer,
de er samlet om. Livet I foreningerne og
demokratiet i hverdagen giver med
andre ord borgerne et praktisk kendskab til
demokratiske værdier og principper.
Den mest udbredte demokratiske aktivitet er at
stemme, når der er valg. Man har ikke pligt til at stemme, men det gør langt de
fleste alligevel — og valgdeltagelsen, det vil sige hvor mange med valgret, der
stemmer, er ret høj sammenliget med de fleste andre lande. Den er særligt høj,
når der er valg til Folketinget (gennemsnit 86 procent siden år 2000). Den er
lidt lavere, når der stemmes til kommunale og regionale valg (gennemsnit 73
procent siden 2000) og lidt lavere endnu til Europa-Parlamentet
(gennemnist på 57 procent siden 2000).
Den generelt høje stemmeprocent i Danmark kan
have flere forklaringer. En
af dem er, at danskerne som børn og unge
opdrages til demokratiet. De lærer
tidligt demokratiske værdier at kende. Det
sker blandt andet i folkeskolen og på
ungdomsuddannelserne. En anden forklaring er,
at den stærke tradition for at
være med i foreninger styrker borgernes
demokratiske værdier. Endelig kan det
også betyde noget, at demokratiet i Danmark
fra begyndelsen har været et folkeligt projekt. Demokratiet blev båret frem af ikke
mindst bønderne og arbejderne.
De blev tidligt organiseret I de store
bevægelser, der blev til partierne Venstre
og Socialdemokratiet. Det har skabt en
tradition for demokratisk deltagelse, som
stadig præger Danmark. Danskerne er I dag
generelt meget tilfredse med deres
demokrati. De har tillid til demokratiets
institutioner, stat, region og kommune. Men
ikke nødvendigvis til de valgte politiske
ledere — tilliden til politikerne går op og ned.
Befolkningens politiske deltagelse er høj
sammenlignet med mange andre
lande. Men set over længere tid har
deltagelsen ændret karakter. Færre er i dag
medlem af et politisk parti. Og de såkaldte
græsrodsbevægelser spiller i dag en
mindre rolle, end de gjorde I 1970'erne og
1980'erne. | stedet er der skabt nye
måder at udtrykke politiske holdninger på. Det
kan være ved at skrive under på
en politisk erklæring
(underskriftsindsamling), ved at give penge til en politisk
eller humanitær sag eller ved at tage politiske
eller etiske hensyn som forbruger.
Mange deltager også i politiske diskussioner
på sociale medier på internettet.
DET DANSKE RETSSAMFUND
RETTIGHEDER I GRUNDLOVEN
| et demokrati som det danske er der grænser
for statens magt over for den
enkelte borger. Borgerne har en række
grundlæggende rettigheder, som staten
skal respektere, og som beskytter dem mod
statsmagtens overgreb. Grundloven
beskytter således en række friheds- og
menneskerettigheder, som statsmagten
og herunder også Folketinget, må respektere.
Grundloven indeholder blandt
andet en beskyttelse af ytringsfriheden
(retten til frit at give udtryk før sine holdninger og meddele sine tanker frit til andre),
forsamlingsfriheden (retten til frit
at samles og i fællesskab give udtryk før sine
holdninger) og foreningsfriheden
(retten til at danne foreninger og til at være
medlem af disse foreninger).
Både ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og
foreningsfriheden er afgørende
forudsætninger for et demokrati. De kaldes de
politiske frihedsrettigheder. Hvis
folkestyret skal kunne fungere, skal der være
en fri og åben debat. Folk skal
have ret til at kritisere, udfordre og stille
kritiske spørgsmål til magthaverne.
Alle skal også have ret til at mødes med andre
og til at være medlem af en politisk forening. Borgerne skal i fællesskab frit
kunne udvikle og markere fælles
holdninger, uanset om de går imod flertallets
synspunkter eller ej.| Danmark er
disse grundlæggende frihedsrettigheder som
nævnt beskyttet i grundloven. Det
betyder, at borgerne har ret til at ytre sig,
danne foreninger og holde møder, uden
at staten på forhånd skal godkende dette. Den
danske grundlov forbyder censur.
Det betyder, at regeringen ikke kan kræve, at
for eksempel bøger og aviser skal
godkendes, før de udgives.
Enhver frihed udøves under ansvar. Der er
således sat visse grænser for de
politiske frihedsrettigheder. Hvis man for
eksempel overskrider lovens grænser
for ytringsfriheden, kan man afhængigt af
omstændighederne blive straffet og
dømt til at betale erstatning.
Det gælder blandt andet, hvis man omtaler
andre borgere på en måde, der krænker
deres ære (injurier). Det gælder også, hvis
pressen overskrider grænserne for
ytringsfrihed, for eksempel ved at skrive
noget krænkende (injurierende) om en
person. En forening kan også dømmes ulovlig og
kræves opløst, hvis den søger at
opnå sine mål ved vold eller ved anden
ulovlighed. Men grænserne er vide i Danmark.
Det hører også med til demokratiet, at kun
domstolene kan afgøre, om grænserne
for ytringsfrihed og andre grundlovssikrede
rettigheder er overtrådt.
Grundloven begrænser også statens mulighed for
at gribe ind i den enkelte borgers privatliv. Grundloven beskytter således både
den personlige frihed, boligens ukrænkelighed og ejendomsretten.
Grundloven har også nogle bestemmelser, der
sikrer borgerne ret til visse
ydelser fra det offentlige. Børn har ret til
gratis undervisning i folkeskolen. Og
borgerne har ret til en vis offentlig hjælp,
hvis de opfylder bestemte forpligtelser
i loven. Grundloven indeholder også enkelte
regler, der forbyder diskrimination.
Der står i grundloven, at der ikke på grundlag
af tro og afstamning kan gøres
forskel på borgernes rettigheder eller
forpligtelser til at opfylde almindelige
borgerpligter.
Når rettigheder fremgår af grundloven, må
Folketinget og regeringen ikke
lovgive I strid med disse rettigheder. Men det
er i sidste instans op til de uafhængige domstole at vurdere, om det sker.
Borgernes grundlæggende rettigheder er ikke
kun beskyttet af grundloven, men
også af regler, som Folketinget har vedtaget,
og af internationale konventioner,
som Danmark har tilsluttet sig.
11992 blev Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention gjort tilen del af den
danske lovgivning. Menneskerettighedskonventionen
supplerer og udbygger de
friheds- og menneskerettigheder, der følger af
grundloven.
Domstolene kan tage stilling til, om danske
myndigheder overholder konventionens krav. Danmark kan blive dømt ved Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis landets love og afgørelser
strider mod konventionens krav.
| 1994 blev Danmark dømt ved Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol i en
sag, hvor en Journalist var blevet idømt straf
for at viderebringe racistiske ytringer.
Det skete, fordi han havde lavet et
tv-indslag, hvor han interviewede personer, der
fremkom med racistiske ytringer.
Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at den
danske dom var I strid med vedkommendes
ytringsfrihed som journalist.
DEN OFFENTLIGE FORVALTNING
Den offentlige forvaltning — de statslige
myndigheder, regionerne og kommunerne
— har til opgave at føre landets love ud i
livet. Den offentlige forvaltning skal blandt
andet stille velfærdssamfundets tilbud til
rådighed for borgerne. Det er også den
offentlige forvaltning, der opkræver skatter
og afgifter. | international sammenhæng
er den offentlige forvaltning i Danmark
kendetegnet ved at være meget lidt korrupt.
Den offentlige forvaltning skal overholde
landets love, når den udfører sine
opgaver. Det gælder både myndigheder i stat,
regioner og kommuner. Den
offentlige forvaltning kan ikke handle på egen
hånd. Man siger, at forvaltningens handlinger skal have hjemmel i en lov.
Forvaltningen må ikke handle i strid
med lovene. Ifølge grundloven er det de
uafhængige domstole, der kontrollerer
den offentlige forvaltning. Samtidig skal
staten føre tilsyn med kommunerne.
Borgerne kan også klage til et nævn, hvis de
for eksempel mener, at deres
kommune ikke har overholdt lovens regler. |
den danske grundlov er det desuden
bestemt, at forvaltningen kontrolleres af
Folketingets Ombudsmand.
Ombudsmanden bedømmer, om der er sket fejl
eller forsømmelser i de offentlige myndigheders arbejde. Ombudsmanden skal
være med til at sikre, at de
offentlige myndigheder ikke foretager sig
noget ulovligt, og at de behandler
borgerne i overensstemmelse med den gældende
lovgivning og giver dem de
rettigheder, som de har krav på.
Ombudsmanden vælges af Folketinget, men er
uafhængig i sit arbejde. Hverken
Folketinget, regeringen eller de offentlige
myndigheder kan blande sig i ombudsmandens arbejde. Folketingets ombudsmand kan
ikke tilsidesætte en offentlig
myndigheds afgørelse. Men ombudsmanden kan
kritisere og opfordre myndighederne til at ændre praksis, og ombudsmandens
skriftlige udtalelser har derfor
alligevel stor betydning for forvaltningens
adfærd.
OFFENTLIGHED
Åbenhed (offentlighed) fremhæves ofte som en
af demokratiets vigtigste forudsætninger. Den enkelte borger skal kunne få
oplysninger om staten og dens
handlinger. Både den lovgivende, den dømmende
og den udøvende magt er
således underlagt regler om offentlighed:
Folketinget: Møderne er offentlige, så enhver
kan komme og overvære møderne
i folketingssalen. Det står direkte i
grundloven. Optagelser fra møderne kan også
ses på Folketingets hjemmeside.
Domstolene: Borgerne har lov til at overvære
alle retssager. Og medierne skal
frit kunne oplyse befolkningen om, hvad der
sker i retssagerne. Domstolene kan
dog beslutte, at en retssag skal holdes for
lukkede døre. Så har hverken borgere
eller journalister adgang til retslokalet. Det
kan for eksempel være af hensyn til
at få sagen opklaret eller til vidnernes
sikkerhed.
Den offentlige forvaltning: Borgerne har ret
til at få indsigt i den offentlige
forvaltnings arbejde. Det følger af
forvaltningsloven, at en part i en sag har ret
til aktindsigt i sagens dokumenter. Enhver
borger har normalt også ret til at
få kendskab til de oplysninger, som den
offentlige forvaltning ligger inde med
om vedkommende. Offentlighedsloven bestemmer,
at enhver under visse betingelser har ret til at se de dokumenter, som en
myndighed ligger inde med. Dette
gælder, uanset om dokumenterne vedrører en
selv. Men der er nogle betingelser
og grænser for denne ret, som efter en
afvejning kan føre til, at andre hensyn
vægter højere end retten til aktindsigti den
konkrete sag. Eksempelvis omfatter
retten til aktindsigt normalt ikke private
oplysninger. | forvaltningsloven er
fastsat betingelser og grænser for parters ret
til aktindsigt.
BORGERNES PLIGTER
VÆRNEPLIGT
Værnepligten er en almindelig samfundspligt.
Grundloven bestemmer, at enhver
dansk mand har pligt til personligt at tage del
i landets forsvar. Det betyder, at
alle mænd over 18 år er forpligtede til i en
periode at aftjene værnepligt, hvis de
er egnede. | praksis er der ikke behov for, at
alle unge mænd i en årgang aftjener
deres værnepligt. Hvis ikke der er frivillige
nok, bliver det ved lodtrækning afgjort,
om man skal aftjene værnepligt. Hvis man
udebliver fra den tjeneste, man bliver
pålagt, kan man straffes med fængsel. Hvis
udfaldet af lodtrækningen bliver, at
man ikke skal aftjene værnepligt, siges man at
have trukket frinummer.
Mens mænd har værnepligt, kan kvinder aftjene
værnepligt på værnepligtslignende vilkår. Det betyder, at kvinder kan
bidrage til landets forsvar, hvis de
ønsker det. Men de har ikke pligt til det.
Værnepligten varer mellem fire og tolv måneder.
Det afhænger af, hvilken
tjeneste man indkaldes til. Hovedparten af de
værnepligtige gør tjeneste i fire
måneder. Hvis man af samvittighedsgrunde ikke
ønsker at aftjene sin værnepligt i forsvaret eller redningsberedskabet,
kan man blive militærnægter.
En militærnægter kan aftjene sin værnepligt
ved at udføre andet arbejde til gavn
for samfundet. Det kan for eksempel være I
institutioner for børn, unge og ældre
eller i kulturelle institutioner som for
eksempel museer og teatre. Hvis en militærnægter afviser at udføre det anviste
arbejde, kan han straffes med fængsel.
BORGERLIGT OMBUD
En anden pligt i det danske samfund er det
borgerlige ombud — eller blot et
ombud. Et ombud er en opgave (et hverv), som
samfundet kan pålægge en
borger. Enhver, der er udpeget til et sådant
hverv, skal tage imod det. Det kan
eksempelvis være at sidde i en
kommunalbestyrelse, hvis borgeren bliver valgt,
eller at fungere som lægdommer (domsmand eller
nævning) ved en domstol.
Lægdommere er almindelige mennesker, der er
med til at dømme i en straffesag. De skal dels vurdere, om den anklagede
person er skyldig, dels være med
til at bestemme, hvad straffen skal være
(strafudmålingen).
STRAF
Hvis en borger ikke overholder loven, kan han
eller hun ofte straffes. Det kræver
dog, at det direkte fremgår af en lov, at
forbrydelsen kan straffes. De alvorligste
forbrydelser er indeholdt i straffeloven. Den
har blandt andet bestemmelser om
forbrydelser mod kønssædeligheden
(seksualforbrydelser), forbrydelser mod
liv og legeme (drab og vold) og
berigelsesforbrydelser (tyveri med videre).
| Danmark er den kriminelle lavalder 15 år.
Det betyder, at børn og unge under
15 år ikke kan straffes for en forbrydelse.
Det skyldes, at de vurderes som
umodne og ude af stand til at vurdere
konsekvenserne af deres handlinger. Børn
i alderen 10 til 14 år, der begår
forbrydelser, kan i stedet for straf eksempelvis
pålægges at udføre samfundsnyttigt arbejde
eller at rydde op efter hærværk
eller at være i hjemmet i et bestemt tidsrum.
Barnet kan også blive anbragt
på en (lukket) institution. Sager om børn i
alderen 10 til 14 år behandles ved et
særligt Ungdomskriminalitetsnævn.
De almindelige straffe er bøde og fængsel.
Udlændinge kan også blive dømt til udvisning af Danmark, hvis de begår
forbrydelser. Ved meget grove forbrydelser som eksempelvis terrorisme, kan
danske statsborgere ved dom blive frataget deres danske statsborgerskab. Et
statsborgerskab kan dog ikke blive frataget en person, hvis vedkommende bliver
statsløs.
Der kan i Danmark ikke idømmes dødsstraf.
STRAFFESAGER
Det er ikke domstolene selv, men kun
anklagemyndigheden, der kan rejse en
straffesag. Det fremgår af retsplejeloven.
Visse mindre alvorlige straffesager
kan dog i vidt omfang rejses af private. Det
gælder for eksempel sager om fredsog ærekrænkelser.
Anklagemyndigheden er den offentlige
myndighed, der på samfundets vegne
afgør,omen straffesag overhovedet skal
indbringes for domstolene. Derefter afgør
domstolene, om borgeren er skyldig og skal
straffes. En lang række mindre sager
kan afgøres uden domstolenes medvirken ved, at
lovovertræderen bliver bedt
om at betale en bøde. Dette er eksempelvis
tilfældet ved mange overtrædelser
af færdselsloven. Bliver bøden ikke betalt,
bliver sagen indbragt for domstolene.
Anklagemyndighedens øverste myndighed er
Justitsministeriet, som ledes af
justitsministeren. Den egentlige leder af
anklagemyndigheden er Rigsadvokaten,
som under sig har nogle statsadvokater og
politidirektører.
Politiet er en del af den statslige
forvaltning. Det betyder, at staten har det overordnede ansvar for politiet.
Anklagemyndigheden skal overbevise dommerne
om, at den anklagede er skyldig. Enhver
rimelig tvivl skal komme den anklagede
til gode. Politiet skal gennem efterforskning
skaffe de nødvendige beviser. Hvis
man vil anmelde en forbrydelse, skal det ske
til politiet. Man har dog normalt
ikke pligt til at anmelde en forbrydelse til
politiet.
Både politi og anklagemyndighed har pligt til
at være objektive og sikre, at det er de rette personer, der bliver straffet.
Og at uskyldige ikke bliver retsforfulgt. Det er politiet, der efter forsker
strafbare forhold, men domstolene kontrollerer lovligheden af den
efterforskning, politiet foretager. Retsplejeloven har regler for, hvilke
indgreb politiet kan foretage over for en borger, når de efterforsker en sag.
Dette kan eksempelvis være ransagning af en
borgers ejendom. Politifolk må ikke anvende tvang under afhøring. De kan derfor
ikke tvinge en person til at afgive forklaring. Enhver er dog forpligtet til at
opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet.
Vil en borger klage over politiets adfærd, kan
der klages til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Politiet kan under visse
betingelser anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart
forhold. Hvis en borger bliver anholdt, skal han eller hun stilles for en
dommer inden for 24 timer. Det er op til dommeren at afgøre, om borgeren skal
løslades eller varetægtsfængsles, mens politiet og anklagemyndigheden
efterforsker sagen. Dommeren kan også vælge at opretholde anholdelsen i tre
gange 24 timer.