Selv den dag i dag, kan spørgsmålet om Danmarks forhold til EU vække ret stærke følelser i befolkningen. Og sådan har det i grunden været siden begyndelsen, selvom bølgerne nogle gange går højere end andre gange. 

Selvom mange danskere synes, at der er flere fordele end ulemper ved EU, er der sjældent tale om en stormende forelskelse. Der har altid været en solid portion skepsis i den danske befolkning, og det skinner igennem både i debatter og ved afstemninger.

De Gaulle ville ikke lege med briterne

Faktisk ansøgte Danmark, Sammen med Storbritannien og Irland, og medlemskab af EF (det ældre navn for EU) allerede i 1961. Men Frankrig, med De Gaulle i spidsen, ville ikke have briterne med, og Danmark ville ikke være med uden briterne. Så tanken lå i dvale i omkring 10 år. Først i 1972 blev der afholdt folkeafstemning om medlemskabet, og det blev et klart ja, da hele 63,3% af vælgerne stemte for. Dermed blev Danmark pr 1. januar 1973 medlem af EF. Siden da har Danmarks forhold til EF og EU været noget af en rutsjebanetur.

Maastricht-traktaten: på vej fra EF til EU

Tiderne skifter som bekendt, og i 1989, i forbindelse med opløsningen af Sovjetunion vurderede man, at en udvidelse af EU med østeuropæiske lande ville kræve en ny traktat. Europæiske politikere skrev derfor Traktaten om den Europæiske Union, som blev opkaldt efter byen hvor den blev underskrevet, Maastricht i Holland.

Da der var tale om suverænitetsafgivelse (når beslutninger tages fra folketinget og gives til udenlandske institutioner), skulle traktaten til folkeafstemning herhjemme. Selvom langt de fleste partier anbefalede et ja, kunne de ikke overbevise befolkningen. Et flertal af de danske vælgere nedstemte trakten; det blev et nej i 1992.

Det nationale kompromis – tilslutning med forbehold 

Nej’et blev et problem for hele EU, for alle landene skulle godkende traktaten, før den kunne gennemføres. Af den grund trådte en gruppe danske politikere sammen, og lavede det såkaldte nationale kompromis. Det bestod af en række forbehold for Danmark, og med disse ændringer kunne danmark tilslutte sig den nye traktat året efter, via Edinburgh-aftalen. Forbeholdene var, og er den dag i dag:

 

• Forsvarsområdet. Det betyder, at Danmark ikke deltager i EU’s afgørelser og handlinger på det militære område.

• Unionsborgerskabet. Dette er dog endnu ikke rigtig blevet til noget i nogen medlemslande.

• Tredje fase af den økonomiske og monetære union. Det vil kort sagt sige, at Danmark ikke er overgået til den fælles europæiske mønt, Euroen. Valutaen her i landet er stadig kroner og ører.

• Det retlige samarbejde. Dette forbehold er nok det mest tekniske. Men det betyder, at Danmark ikke deltager i samarbejdet om retlige og indre anliggender. Det gælder for eksempel indvandringspolitikken.

 

Der dukker stadig jævnligt diskussioner om forbeholdene op i den danske debat. Mange mener, at det er på tide at få fjernet dem, eller i hvert fald nogle af dem. Og der har da også siden været afholdt folkeafstemninger omkring dem. 

I år 2000 stemte Danmark nej til at indføre Euro, og i blev et forslag om at ophæve det retlige forbehold også nedstemt ved en folkeafstemning. Det er værd at bemærke, at i begge tilfælde anbefalede både regeringen og et stort flertal af folketingspolitikerne at man stemte ja. Mange politikere mener stadig, at forbeholdene bør ophæves, men har ikke meget lyst til at få et nyt nederlag ved en folkeafstemning.