Anden verdenskrig efterlod et splittet, og for manges vedkommende, utrygt Europa. Det er meget nemt at være bagklog, men dengang havde man en stor og mægtig Sovjetunion lige øst for Europa. Man følte derfor behov for en militær alliance, der var stærk nok til at matche Sovjetunionen, og de allierede fra anden verdenskrig gik sammen i det der fik navnet NATO (North Atlantic Treaty Organisation). Danmark var med lige fra oprettelsen af organisationen i april 1949. Sammen med Danmark fulgte også Grønland og Færøerne, da deres udenrigspolitik i store træk ligger hos Danmark.

Et brud med en lang og historisk tradition

Danmark havde siden 1864 været neutral når stormagterne begyndte at rasle med sablerne, og der var da også en væsentlig modstand i befolkningen mod medlemskab af NATO. I tiden efter besættelsen (1940-1945), var man i Danmark meget opsat på at undgå en gentagelse af de rædsomme år. Af disse grunde forsøgte man at tale med Sverige og Norge om et fælles, nordisk forsvarssamarbejde. Som tingene udviklede sig stod det dog hurtigt klart, at en sådan alliance ikke ville være slagkraftig nok. Med det stigende pres fra Sovjetunionen valgte folketinget til sidst at sige ja til den nye atlantpagt, domineret af USA, England og Frankrig, nemlig NATO. Dermed havde Danmark tydeligt valgt side, og brudt den lange tradition for at forholde sig neutralt til stormagtspolitik.

Et af de helt centrale punkter i NATO-samarbejdet er den såkaldte musketer-ed. Den betyder, at angreb på ét NATO-land vil blive betragtet, og besvaret, som et angreb på alle NATO-lande. Der er på nuværende tidspunkt 30 medlemslande i alliancen.

Lille Danmarks rolle i den store alliance

Den nævnte skepsis over for medlemskabet kom nogen grad til at præge Danmarks position i organisationen. Regeringer der fulgte var simpelthen nødt til at tage hensyn til den relativt store modstand blandt den almindelige befolkning. Bekymringerne gik blandt andet på, om Danmark kunne blive udsat for fjendtlige angreb, nu da man ikke længere var neutral. Man risikerede måske også ufrivilligt at blive inddraget i stormagternes uoverensstemmelser. På grund af Danmarks geografiske beliggenhed, og ikke mindst Grønland, var mange nervøse for at det hele skulle blive lidt for spændende. Grønland, med landets særlige placering, spillede også en vigtig rolle for USA’s interesse i Danmark.

Efter den kolde krigs afslutning i årene omkring 1990 ændrede den geopolitiske situation sig drastisk, og det gjaldt i høj grad også Danmarks rolle i NATO.

Nye tider, nye roller

Med både Warszawapagtens og Sovjetunionens fald, ændrede trusselsbilledet sig fuldstændigt for de europæiske lande og derfor også for Danmark. I begyndelsen var målet primært, at have magtfulde allierede som kunne assistere i det tilfælde, at Danmark blev angrebet. Men efterhånden har rollen ændret sig i en mere proaktiv retning, med dansk deltagelse i forskellige sikkerhedsoperationer rundt om i hele verden.

Når man taler om Danmarks forhold til NATO kommer man nok heller ikke uden om en personalesag. Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre fungerede således som generalsekretær, altså den øverste leder, i NATO fra 2009 til 2014.

Forholdet til NATO diskuteres stadig, selvom modstanden i befolkningen nok må siges at være betydeligt mindre end i starten.