I Danmark er der klare grænser for, hvor længe politiet kan tilbageholde en borger, når vedkommende er anholdt og sigtet for en lovovertrædelse. Grænsen er del af de rettigheder, som grundloven sikrer for alle borgere i landet. Reglerne og grænsen er stadfæstet i grundloven, og derfor kaldes det for et grundlovsforhør, når den tilbageholdne person bliver stillet for en dommer. Denne dommer skal så tage stilling til, om den anholdte fortsat kan blive tilbageholdt, eller ej.

Bestemmelsen stammer allerede tilbage fra 1849

Den 5. Juni 1849 fik Danmark sin første grundlov, med det fulde navn Danmarks Riges Grundlov. Og allerede i den bliver det slået fast, at en sigtet maksimalt må tilbageholdes i 24 timer, før vedkommende skal stilles for en dommer. 

De efterfølgende udgaver af grundloven har beholdt denne bestemmelse, stort set uden at ændre i den. Paragraffen, § 71, kan man således også finde i den seneste udgave, fra 1953. 

Nu er det jo ikke altid, at politiet ønsker at tilbageholde en sigtet længere end 24 timer. Det sker normalt, når politiet ønsker mere tid til at foretage efterforskning, og de samtidig vurderer, at den sigtede ville kunne forstyrre sagen, hvis vedkommende var på fri fod.

Resultatet af et grundlovsforhør kan falde ud på 4 forskellige måder

Politiet skal altså anmode om at beholde den sigtede, og hvis de kan overbevise dommeren, kan det komme til at foregå på 2 måder:

• Dommeren kan lade politiet opretholde anholdelsen midlertidigt. Dette vil i første omgang give efterforskerne 24 timer yderligere til at arbejde. Efter de 24 timer skal den anholdte atter for en dommer. Denne opretholdelse kan finde sted i alt 3 gange, altså 3 gange 24 timer.
• Den anden mulighed er en egentlig varetægsfængsling. Dette er en længevarende foranstaltning, som fastsættes for højst 4 uger ad gangen. Ordning kan nogle gange vare meget længere, af og til i flere måneder, endda år. Varetægtsfængsling kan kun ske, hvis dommeren mener, at der er begrundet mistanke om at den sigtede er skyldig i en lovovertrædelse af en vis grovhed. Desuden kræves det, at det er sandsynligt at den sigtede vil begå ny kriminalitet, flygte, hindre efterforskningen (for eksempel ved at påvirke vidner), hvis vedkommende løslades.

Der kan også ske det, at den sigtede erkender sin lovovertrædelse. I sådanne tilfælde taler man om en tilståelsessag. Så kan sagen i princippet afgøre lige med det samme, gennem en såkaldt straksdom

Den fjerde og sidste mulighed er, at dommeren vælger ikke at efterkomme politiets anmodning om fortsat tilbageholdelse. Hvis det sker, skal den sigtede ifølge loven løslades med det samme. Det kan være, at dommeren ganske enkelt mener, at der ikke er vægt nok bag mistanken til den sigtede. Derudover er der nogle bestemmelser i retsplejeloven der skal være opfyldt, før at man kan tilbageholde personer.

Det er vigtigt at være opmærksom på hvad det er, som dommeren tager stilling til ved et grundlovsforhør. Og måske især hvad dommeren ikke tager stilling til. For at sige det helt grundlæggende: Dommeren beslutter på ingen måde noget om selve skyldsspørgsmålet. Det vurderes altså ikke, hvorvidt den anholdte er skyldig i det vedkommende er sigtet for eller ej. Dommeren tager alene stilling til, hvorvidt politiet skal have lov til fortsat at tilbageholde den sigtede.